Annonce

Tillidsrepræsentant Peter Bugge

Stigende vikarforbrug i psykiatrien truer behandlingen


I fire ud af fem regioner stiger udgifterne til vikarer i psykiatrien. Fast personale er afgørende for at sikre god behandling og nedbringe risikoen for vold, påpeger flere fagfolk.

Annonce

Peter Bugge, der arbejder på Psykiatrisk Hospital Risskov, advarer om, at vikarer skaders behandlingskvaliteten i psykiatrien.  Niels Åge Skovbo

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Når danskerne bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, vil de oftere og oftere blive behandlet af en vikar. I fire ud af fem regioner stiger udgifterne til vikarer i psykiatrien. Størst er stigningen i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Sjælland, hvor udgifterne til vikarer stiger henholdsvis 42,2 procent, 53,8 procent og 122,8 procent fra 2010 til november 2016. 

Det viser aktindsigter, som Fagbladet FOA har fået fra de fem regioner. Det stigende vikarforbrug vækker bekymring.

“Når vi snakker psykiatri, er et højt vikarforbrug rigtigt problematisk. Her er der tale om relationsarbejde, som kan tage måneder og år og bygge op. Relationsarbejdet er afgørende, når det gælder om at forebygge vold og trusler og sikre god behandling,” siger Dennis Kristensen, formand i FOA.

Læs også: Vikarforbruget eksploderer i Region Midtjylland

Kun i Region Nordjylland falder forbruget af eksterne vikarer med 53 procent fra 2010 til november 2016. Her har man dog ligesom de fleste andre regioner ikke været i stand til at trække tal for udgifterne til interne vikarer. I Region Hovedstaden ses en mindre stigning på 0,7 procent i vikarudgifterne, men her har man til gengæld kun kunnet trække tal fra 2013. 

Vikarer øger risiko for vold

Et af de hospitaler, hvor man har et rigtigt højt vikarforbrug, er Psykiatrisk Hospital Risskov i Region Midtjylland. Her har man de seneste uger været udsat for flere grove voldelige overfald på personalet.

“Konsekvensen af det høje vikarforbrug er, at den behandlingskvalitet man får, bliver dårligere. Risikoen for vold stiger også, fordi relationen til patienterne bliver ringere,” siger Peter Bugge, tillidsrepræsentant for plejepersonalet på hospitalet.

Han fortæller, at uanset hvor dygtig en vikar er, så har de ikke de samme forudsætninger for at kunne udføre arbejdet lige så godt som det fast personale. Problemet bliver særligt stort, når der møder vikar op, der slet ikke kender psykiatrien, fortæller Peter Bugge.

“Man skal have været på en afdeling i minimum et par år, før man kender patienterne og kulturen på afdelingen. Det fortæller noget om, hvor svært det er at gå ind fra gaden og indgå i behandlingen og plejen,” siger han.

Svært at tiltrække fast personale

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, forklarer, at stigningen i udgifter skyldes, at de psykiatriske hospitaler flere steder har svært ved at ansætte nok fast personale.

"Dybest set handler det om, at vi har store rekrutteringsproblemer i psykiatrien. Vi mangler psykiatere mange steder i landet. Det siger sig selv, at det påvirker vikarudgifterne, når vi så mange steder er nødt til at dække ind med vikarer," skriver Bent Hansen i en mail. 

Kun Region Sjælland og Region Hovedstaden og  har det været muligt at få oplyst udgifterne til brugen af interne- og eksterne vikarer. Region Sjælland påpeger dog selv, at datamaterialet fra 2010 til 2013 er behæftet med 'væsentlig usikkerhed', at det ikke er sikkert at alle udgifter indgår i de oplyste data.

Regionernes vikarforbrug for 2010 til 2016

Region Sjælland 

2010 - 33.520.000 kr **
2011 - 32.300.000 kr **
2012 - 51.569.000 kr **
2013 - 70.694.000 kr **
2014 - 73.647.000 kr
2015 - 62.393.000 kr
2016 - 74.697.000 kr
* Tallene er både for interne og eksterne vikarer.

** Datamaterialet for årene 2010 - 2013 er behæftet med så væsentlig usikkerhed pga. systemmæssige ændringer, at Region Sjælland ikke med sikkerhed kan sige, om alle udgifter - også til interne vikarer - indgår i de oplyste data.


Region Hovedstaden

2010 - Region Hovedstaden har ikke udleveret tal for dette år.
2011 - Region Hovedstaden har ikke udleveret tal for dette år.
2012 - Region Hovedstaden har ikke udleveret tal for dette år.
2013 - 105.771.816 kr
2014 - 103.302.182 kr
2015 - 101.159.021 kr
2016 - 106.485.607 kr
* Tallene er både for interne og eksterne vikarer.

Region Syddanmark

2010 - 17.037.000 kr
2011- 20.367.000 kr
2012 - 21.355.000 kr
2013 - 25.094.000 kr
2014 - 28.736.000 kr
2015 - 14.072.000 kr
2016 - 21.528.000 kr
* Region Syddanmark har kun kunnet trække tal for eksterne vikarer. Udgifterne til interne vikarer mangler.

Region Midtjylland

2010 - 41.3 mio. kr 
2011 - 40,7 mio. kr - (25.678.816 kr)**
2012 - 45,8 mio. kr - (29.123.976 kr)**
2013 - 36,6 mio. kr - (32.528.706 kr)**
2014 - 34,5 mio. kr - (30.431.454 kr)**
2015 - 52,7 mio. kr - (26.705.043 kr)**
2016 - 63,5 mio. kr - (35.080.894 kr)**
* Region Midtjylland har kun kunnet trække tal for interne vikarer fra 2011 og fremefter.
**For at gøre tallene fra 2010 til 2016 ensartede, er udgifterne til interne vikarer ikke talt med i artiklen. De er dog her fra 2011 skrevet i parentes ved siden af tallet for de eksterne vikarer. 

Region Nordjylland

2010 - 24.513.346 kr
2011 - 25.040.108 kr
2012 - 35.429.311 kr
2013 - 34.246.114 kr
2014 - 24. 724.157 kr
2015 - 16.954.639 kr
2016 - 11.489.159 kr
* Region Nordjylland har kun kunnet trække tal for eksterne vikarer. Udgifterne til interne vikarer mangler altså.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev