Mand ryger en joint.

Tema: Vold i psykiatrien

Misbrug og stofsalg fra hospitalssengen er udbredt i psykiatrien

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

På både åbne og lukkede afdelinger bliver der misbrugt og solgt narko, viser dokumenter fra Arbejdstilsynet og politiet. Stofferne øger risikoen for vold mod de ansatte.

På landets psykiatriske afdelinger er misbrug af amfetamin og heroin udbredt. Det skader behandlingen og øger risikoen for vold mod de ansatte.  Colourbox

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

De psykiatriske hospitaler landet over har store problemer med misbrug af narkotiske stoffer på afdelingerne. Det viser aktindsigter, som Fagbladet FOA har fået fra politiets henvendelser fra 12 hospitalers adresser fordelt på landets fem regioner i perioden fra 2010 til og med 2016. 

Samtlige steder er der registreret fund af narko sidste år. På flere hospitaler er stofferne både fundet på åbne-, lukkede og retspsykiatriske afdelinger.

“Det, at der er misbrug af stoffer, er dybt bekymrende, fordi det øger risikoen for vold mod ansatte og patienter. Vi skal ikke have flyttet pusherstreet ind fra gaderne til behandlings- og retspsykiatrien,” siger Karen Stæhr, sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA.

Øget risiko for vold

Fagbladet FOA har ligeledes søgt aktindsigt i Arbejdstilsynets påbud fra 2015 og frem på de 12 psykiatriske behandlingssteder. På seks hospitaler har en eller flere afdelinger fået påbud, primært på grund af risikoen for vold mod de ansatte. På tre af hospitalerne er risikoen for vold blandt andet begrundet med tilstedeværelsen af stoffer, der gør patienterne mere uforudsigelige. På et fjerde hospital konstaterer Arbejdstilsynet blot, at der er indført narkohunde.

Uforudsigeligheden i arbejdet med de stofpåvirkede patienter, hvoraf flere har ‘tidligere domme for kriminalitet, herunder også personfarlig kriminalitet som mord, betyder, at der er en konstant risiko i arbejdet’, står der i et strakspåbud fra akutmodtagelsen på Psykiatrisygehuset i Slagelse fra januar 2016.

I december 2016 fik et sengeafsnit på samme hospital ligeledes et påbud af Arbejdstilsynet. I tilsynets rapport står der ‘, at der løbende kommer stoffer i afdelingen’. Mindst to gange i 2016 har Sydsjællands og Lolland Falsters politi da også lavet ransagninger, fordi ‘der er store problemer med hash, heroin og amfetamin’, står der i et notat, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

Patienter pusher narko 

De hyppigste narkofund er hash, heroin samt amfetamin og er på under 10 gram, men på flere hospitaler er der konfiskeret større mængder, i et tilfælde helt op til 386 gram. En del af stofferne mistænkes af ansatte og politi for at blive solgt videre til andre patienter, står der i politinoter fra flere hospitaler. 

Det er et problem, for stofferne spænder ben for behandlingen, fortæller Aase Susanne Pedersen, fællestillidsrepræsentant for plejepersonalet på Psykiatrisygehuset i Slagelse:

“Handel med narko har været et problem i mange år. Når folk er vind og skæve, er de ikke samarbejdsvillige, og de er sværere at få til at deltage i de aktiviteter, som er en vigtig del af behandlingen. Når patienterne er påvirkede af stoffer, har vi også sværere ved at forudsige, hvordan de reagerer på medicinen, der skal hjælpe dem,” siger hun.

Hos Danske Regioner påpeger formand Bent Hansen (S), at et bedre samarbejde mellem hospitalspsykiatrien og kommunerne er afgørende for at dæmme op for misbruget.

“Vi oplever faktisk, at op mod 50 procent af alle indlæggelser i psykiatrien skyldes misbrugsrelaterede psykotiske tilstande op til indlæggelserne. Det er store tal – og det peger på, at vi skal styrke samarbejdet med kommunerne, der som bekendt står for størstedelen af misbrugsbehandlingen,” skriver Bent Hansen til Fagbladet FOA.  

Han vil dog gerne opfordre parterne på området til at få en snak.

“Jeg vil gerne invitere til, at vi, sektorer og fagfolk med flere får sat mere tydeligt fokus på, hvordan vi kan sikre, at behandling og samtidigt misbrug ikke håndteres så adskilt, som det af og til sker i dag,” skriver Bent Hansen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies