Annonce

Eva Uldall Lassen sidder ved sit køkkenbord med sin ipad

Vagten starter hjemme ved spisebordet


Arbejdet med dokumentation fylder så meget, at det også griber ind i fritiden hos plejehjemsassistent Eva Uldall Lassen. 

Annonce

Eva Uldall Lassen læser op på dokumentationen, inden hun møder på arbejde. Søren Skarby

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Duften af kaffe breder sig i køkkenet hjemme hos plejehjemsassistent Eva Uldall Lassen i de sene eftermiddagstimer. Med kaffekoppen i hånden sætter hun sig ved plankebordet, hvor det blege skær fra iPad’en lyser hende op i ansigtet. Snart skal hun på arbejde i hjemmeplejen, men inden hun møder, skal hun lige gennemgå listen over borgere og læse dertilhørende dokumentation.

“Det er selvfølgelig forkert af mig at ordne det hjemmefra, men ansvarsfølelsen tager over. Der er opgaver, så snart jeg træder ind ad døren på arbejde. Så for min egen sikkerheds skyld er jeg jo nødt til at vide, hvad jeg skal ud til,” fortæller hun. 

Alt skal dokumenteres

Eva Uldall Lassen er langt fra den eneste, der arbejder uden at blive kompenseret for det. Eva er fællestillidsrepræsentant i Odense Kommune ved siden af sit arbejde i hjemmeplejen, og ifølge hende er det ved at blive en del af kulturen i faget. Specielt arbejdet med at udfylde og læse op på dokumentation er noget, der fylder i fritiden.

“Før i tiden dokumenterede vi kun afvigelser fra normalen. Men i dag er det alt, der skal dokumenteres. Så nogle gange tager det længere tid, end det tager at udføre opgaverne. Når nogle kolleger har op til 50 besøg på en vagt, så dokumenterer de først, når de har fået fri og er kommet hjem,” fortæller hun.

Eva Uldall Lassen forklarer, at hun nogle gange kan følge med i, hvornår hendes kolleger udfylder dokumentation hjemmefra. Det tikker nemlig først ind på hendes PDA, når hun har aftenvagt, længe efter at kollegerne på dagholdet burde have fri. 

Nødvendigt at tage en ekstra tørn

I Odense Kommune har det tidligere været sådan, at der har været perioder med travlhed, efterfulgt af perioder, hvor der har været mindre at se til, så det forsømte har kunnet blive indhentet. Sådan er det dog ikke mere, forklarer Eva Uldall Lassen:

“Der er kommet flere ældre, borgerne bliver udskrevet tidligere fra sygehusene, og vi har mange yngre med livsstilssygdomme. Så vi har en enorm borgertilgang, men vi får ikke mere personale.”

At man tager den ekstra tørn på arbejdet, fordi det er nødvendigt for at kunne udføre arbejdet ordentligt, er derfor ikke unormalt, mener Eva Uldall Lassen. Hun kan berette om eksempler fra både hjemmeplejen og plejecentre, hvor medarbejderne møder tidligere for at forberede sig til dagens opgaver.

Der skal en kulturændring til

Hvis der skal gøres noget ved kulturen omkring det, er det en opgave, der skal løftes i samlet flok, mener Eva Uldall Lassen. I hendes øjne nytter det ikke noget, at medarbejderne bider det i sig.

“Så der har jeg lidt af en opgave sammen med tillidsrepræsentanterne. Vi prøver at finde ud af, hvor stort et problem det her egentlig er. Men det er svært, når folk ikke tør stå frem med det,” siger hun og fortsætter:

“Vi har ytringsfrihed, så det er ikke noget, vi skal frygte at snakke højt om. Vi er nødt til at få italesat problemet over for vores ledere og også over for hinanden, hvis vi skal komme det til livs.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev