Da rygterne begyndte at svirre blandt kollegerne på det plejecenter i Viborg, hvor Dianna Andersen var ansat, blev blikket straks rettet mod hende. Kollegerne var overbeviste om, at det var deres unge kollega, der sladrede til chefen om, at ‘nogle’ holdt for lange pauser, og at ‘andre’ var lidt for flittige med at ryge i arbejdstiden.

Dianna var ansat som social- og sundhedshjælper på plejecentret i to år, men allerede kort efter sin ankomst oplevede hun at blive frosset ud af fællesskabet.

“Når jeg kom ind i et lokale, hvor der sad en gruppe og snakkede, blev de stille, så snart de så mig, og jeg fik en klar fornemmelse af, at det var mig, der blev snakket om. Det var meget ubehageligt,” siger Dianna, som i dag er 30 år.

Sov dårligt

Hun er ikke i tvivl om, at hendes brøde bestod i, at hun kendte lederen privat. Lederen er svigermor til Diannas bedste veninde, og netop for ikke at blive beskyldt for nepotisme, lagde de kortene på bordet, kort efter hun blev ansat. Men ærligheden ramte Dianna i nakken som en boomerang.

Det viste sig, at der blandt kollegerne var en person, som helt systematisk sladrede om sine kolleger, hver gang vedkommende mente, at en i gruppen ikke passede sit arbejde ordentligt.

“Det var et kæmpe problem blandt kollegerne, at vi ikke stolede på hinanden, og det blev taget op, hver gang vi havde personalemøde. Men jeg var aldrig i tvivl om, at de troede, det var mig. De kunne for eksempel sige: ‘Der er ‘nogle’, der sladrer, men vi ved jo alle sammen, hvem det er’, og så kiggede alle på mig.”

Efterhånden blev hun fysisk utilpas, når hun skulle på arbejde. Hun sov dårligt om natten, følte sig bekymret, og når hun sad i sin bil om morgenen, blev hun overvældet af nervøsitet for, hvad dagen ville bringe.

“Jeg turde ikke sige noget til min leder. Dels fordi jeg ville bevise, at jeg kunne klare mit job, dels fordi jeg kendte hende privat, og det ville jeg ikke udnytte.” 

Lederen skred ind

Men lederen havde luret, at stemningen blandt kollegerne var dårlig, og der blev hyret en ekstern konsulent, som skulle undervise medarbejderstaben i trivsel. Desværre hjalp det lige lidt, og Dianna valgte til sidst at betro sig til sin leder.

“På et møde gjorde hun det meget klart, at jeg ikke rendte med sladder til hende, og at hun i det hele taget fandt omgangstonen uacceptabel,” fortæller Dianna.

Chefens udmelding gjorde udslaget. Sladderen gik i sig selv, og Diannas råd til andre, der bliver mobbet, er derfor også at gå til lederen eller tillidsrepræsentanten.

“Det er en leders opgave at løse problemer med dårligt arbejdsmiljø. Det kan den enkelte medarbejder ikke gøre, og det er vigtigt, at man tør sige det højt og ikke går med det selv,” siger Dianna Andersen, som er formand for landselevbestyrelsen i FOA og ikke længere er på den pågældende arbejdsplads. I dag er hun ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.