Annonce

Portræt af omsorgsmedhjælper og tillidsrepræsentant Bjørn Poulsen

Tema: Ytringsfrihed

Omsorgsmedhjælper råbte op: Fik droppet besparelser

Kommunale besparelser blev rullet tilbage, og bostedet Solkrogen fik nye overfaldsalarmer, efter Bjørn Poulsen og kollegerne råbte op om deres hverdag med vold. 

Annonce

Bjørn Poulsen arbejder som omsorgsmedhjælper på et bosted, hvor vold er en del af arbejdet. Han stiller sig nu frem og fortæller om forholdene og håber, at flere følger trop. "Jeg har svært ved at forstå, at den almene borger mener, at det er okay, at vi behandler vores svageste borgere sådan her. Jeg vil skide på, hvor meget de tjener i toppen, men det interesserer mig meget, hvordan vi behandler bunden. Og nu synes jeg, det er ved at være uværdigt for alle," siger han. Jørgen True

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Annonce

Alt fra småtjat og spyt til kvælningsforsøg og slag. Det er arbejdsforholdene for de ansatte på særforanstaltningen Solkrogen i Jammerbugt Kommune, der er et bosted for udadreagerende psykisk og fysisk syge. 31-årige Bjørn Poulsen arbejder som omsorgsmedhjælper og tillidsrepræsentant og har været inden for faget i ti år. Ti år, hvor det ifølge ham er gået den forkerte vej.
 
”Præmissen har ændret sig, siden jeg startede. Dengang var det et spørgsmål, om vi skulle spare. Nu er spørgsmålet, hvor meget vi skal spare. Og jo flere besparelser, jo mere vold. Jeg tror faktisk ikke, folk er klar over, hvor galt det står til. De fleste ved nok ikke engang, at arbejdspladser som min eksisterer,” siger Bjørn Poulsen. 
 
Derfor stiller han sig frem og fortæller om forholdene.
 
”Jeg har svært ved at forstå, at den almene borger mener, at det er okay, at vi behandler vores svageste borgere sådan her. Jeg vil skide på, hvor meget de tjener i toppen, men det interesserer mig meget, hvordan vi behandler bunden. Og nu synes jeg, det er ved at være uværdigt for alle,” siger omsorgsmedhjælperen.
 
Det er langt fra alle, der som Bjørn Poulsen har modet til at stå frem. Syv ud af ti FOA-medlemmer frygter, at det vil få negative følger for dem, hvis de går offentligt ud om fortæller og kritisable forhold på deres arbejdsplads. Det viser en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.
 
Det nytter dog at fortælle om virkeligheden på arbejdspladsen, har Bjørn Poulsen erfaret. Sidste efterår i forbindelse med FOAs kampagne om anerkendelse, inviterede Bjørn en lokalpolitiker ud på arbejdspladsbesøg. Politikeren så bostedet, og de fik en snak om de kommunale besparelser, der var på tegnebrættet.
 
”Jeg sagde, at vi sagtens kunne føre besparelserne ud i livet, men at det ville betyde mere vold. Det er selvfølgelig min fortolkning, men på mig virkede lokalpolitikeren lidt chokeret,” fortæller Bjørn Poulsen.
 
Kommunen havde lavet en buffer på besparelserne, så nogle steder kunne undgå at blive ramt. Efter besøget slap bostedet for at skulle spare. Og det var en øjenåbner for omsorgsmedhjælperen.
 
”Jeg tænkte ’hold da op, skal der virkelig ikke mere til?’ Man hører tit om, hvor svært det er at undgå besparelser, men det tog kun et møde på en halv time, og der var ingen ben i at få ham ud. Han skulle egentlig bare se og høre, hvordan det reelt stod til,” siger Bjørn Poulsen.
 
Solkrogen har i en længere periode oplevet problemer med deres overfaldsalarmer, hvilket Bjørn Poulsen har haft orienteret ledelsen om. Men der blev ikke gjort noget. Alarmerne er den eneste livline, de ansatte har, hvis en borger springer på dem. Men mange af alarmerne har slet ikke virket. De har vist forkerte zoner, eller de har ikke kunnet holde strøm. Og en majdag i år var det ved at gå helt galt.
 
En borger, der tidligere har forsøgt at kvæle Bjørn, sprang på hans kollega. Da kollegaen kaldte på hjælp, virkede alarmen ikke. Heldigvis stod døre og vinduer åbne, fordi det var varmt, så Bjørn og hans kolleger hørte kollegaens råb og kom til undsætning.
 
Hændelsen fik de ansatte op af stolene. Ved det efterfølgende personalemøde konfronterede de ledelsen med, at alarmerne ikke virkede, og at det ikke længere gik. De valgte at indkalde til fagligt møde og fik afstemt, at alle var enige om at strejke, hvis de ikke fik nye. Da lederen kom ind igen, havde han ændret mening, og det endte med at alle alarmer blev skiftet.
 
”Vi har ikke haft problemer med alarmerne siden. Der gik det op for os, at det virkelig kan nytte noget at råbe op,” siger Bjørn Poulsen.
 

Problemer med hjem

Tidligere har de ansatte på Solkrogen talt om, at arbejdsforholdene var for dårlige, men de har ikke vidst, hvordan de skulle gribe det an. Flere af dem har haft taget problemerne fra arbejdet med hjem, fortæller Bjørn Poulsen.
 
”Jeg har selv haft problemer med at rumme min egen datter. Det kan være en lille ting, som når vi spiser aftensmad, og hun sidder med sin gaffel, som peger mod mit hoved. Hvis hun lavet et lille spjæt, reagerer jeg. Jeg overfuser hende ikke, men min krop går i alarm, fordi det minder om oplevelser på arbejdet,” siger han.
 
Men besparelserne går ikke kun ud over de ansatte. Også borgerne bliver berørt.
 
”Vi er her jo for at passe på de her mennesker, men vi er tvunget til at se, at det modsatte sker, uden at vi kan gøre noget ved det. Vi kan løbe stærkere og stærkere, men så er det os, det går ud over. Derfor bliver konsekvensen, at borgerne bliver afviklede. De mister færdigheder, livsglæde og livsindhold.”
 

Opmærksomme på rettigheder

Den seneste tid er både Bjørn og hans kolleger blevet mere opmærksomme på, hvad de må og ikke må ytre sig om offentligt. Som tillidsrepræsentant har Bjørn sendt Justitsministeriets nye vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed ud til sine kolleger, og han kan mærke, der er ved at ske en ændring.
 
”Jeg clearer altid med mine kolleger, hvor langt jeg skal gå, når jeg stiller mig frem. Og der bakker de mig altid op. Jeg tror, det er en nordjysk ting, at man helst ikke vil stå foran et kamera. Men så sent som i dag, sagde en kollega, at han også gerne vil udtale sig, hvis der er behov for det. Det siger meget,” siger Bjørn Poulsen. 
 
Han håber, at flere følger trop. 
 
”Jeg ved, at der er flere steder som min arbejdsplads rundt om i landet. Vi står alle sammen med de samme problemer. Så jeg håber virkelig, at der er flere, der vil ytre sig. Men især håber jeg, at den almene befolkning indser, at det er ved at være nok nu, og at vi samfundsmæssigt skal til at trække i en anden retning, så vi udvikler borgerne i stedet for at afvikle dem.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev