Hanne Schnejder startede i 1967 som hjemmehjælper i Randers iført lyseblå kittel, stort hvidt forklæde og et mindre skåneforklæde. I sin kurv havde hun et piskeris, maizenamel, kamillete, hjemmesko og 25 øre, så hun kunne ringe.

“Tror De nu, at De kan klare det?” spurgte en kontorfuldmægtig fra kommunen den 22-årige kvinde, for kravet var ellers, at man skulle være fyldt 25 år for at arbejde som hjemmehjælper. Det mente Hanne Schnejder godt, at hun kunne, for hun kom allerede ud at tjene som 14-årig og havde siden da prøvet lidt af hvert. Og som hjemmehjælper skulle hun netop kunne lidt af hvert.

“Vi hjalp vores klienter med alt. Rengøring, økonomi, tøjreparationer, madlavning, indkøb, brevskrivning og en klipning i ny og næ,” husker Hanne Schnejder.

Læs også: Ansatte i hjemmeplejen skal nå flere ældre

Borgerens behov var i fokus, og hjemmehjælperen tilpassede tiden til det, forklarer hun. Alderdom og psykisk sygdom var sædvanligvis grunden til, at borgere fik hjælp. Og det var ikke noget, der blev ´visiteret’ i afmålte portioner.

Borgerne fik for eksempel tre timer, og så aftalte hjemmehjælper og borger, hvad der skulle gøres.

“Jeg havde typisk fem klienter på en uge. Nogle kom jeg hos hver dag, men jeg havde højest tre klienter om dagen,” fortæller Hanne Schnejder.

Meget selvbestemmelse i starten

Da social- og sundhedshjælper Jette Larsen næsten 20 år senere end Hanne Schnejder, i 1986, begyndte sit arbejde i hjemmeplejen i Randers, oplevede hun den samme frihed til at planlægge hjælpen efter borgerens behov.

Rengøring var dog blevet den primære opgave.

”Jeg havde meget selvbestemmelse de første 10 år, men fra midten af 1990’erne begyndte det lige så stille at ændre sig og blive til hjælp i form af bestemte ydelser.”

Intet fagligt fællesskab

Fra omkring samme tidspunkt lærte hjemmehjælperne hinanden at kende, da alle skulle møde ind i såkaldte ‘kollektiver’, fortæller Jette Larsen. Tidligere så man ikke meget til kollegerne.

“Der var kun tilfældigt, at man mødtes: ’Hov, du har da også en blå kittel på’. Og så stod man lige af cyklen og sludrede.”

Derfor var der heller ingen at sparre med, hvis man blev usikker på, hvordan svære situationer skulle tackles.

“Man kunne ikke få nogen hjælp, så man fandt bare ud af det,” siger Hanne Schnejder.

Vi er blevet mere professionelle

Jette Larsen bemærker ironisk, at her ligner nutiden gamle dage, for nu er der ikke tid til at sparre med kollegerne.

Hun oplever, at opgaverne de seneste år er blevet koncentreret mere om den personlige pleje til borgerne. Og så har hun fået mindre tid til den enkelte.

“Før i tiden var vi næsten en del af familien, men nu har vi ikke tid til at involvere os. Borgerne opfatter os nok som mere professionelle i dag.”

En anden stor forskel på før og nu er hjælpemidlerne. Dem havde Hanne Schnejder ikke, og en arbejdsskade satte en stopper for hendes arbejdsliv, da hun var bare 52 år. Hun døjer med en dårlig ryg, og nu er hjemmehjælp ikke noget, hun yder, men noget, hun får.

“Sengene var lave, og når vi skulle vende klienten og skifte lagnet samtidig, måtte vi helt ned på knæ,” mindes hun.