Annonce

En mørkhåret kvinde er i gang med at tænde en cigaret

Tema: Rygning

To ud af tre udsættes for passiv rygning på jobbet


Mange FOA-medlemmer arbejder i røgfyldte hjem, og nogle hjælper sågar borgere med at ryge.

Annonce

Hvert tredje FOA-medlem oplever, at ledelsen ikke håndhæver rygereglerne over for borgerne. Colourbox

Af Birgitte Wulff
Journalist

Annonce

60 procent af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren bliver udsat for passiv rygning fra borgerne og er således den FOA-branche, hvor der er mest røg. Blandt samtlige FOAs medlemmer er det i gennemsnit knap halvdelen (48 procent), der bliver udsat for passiv rygning fra borgerne. Det viser en undersøgelse blandt FOAs medlemmer - dog undtaget dagplejerne. 

Hjælper med at ryge

Medlemmerne i ældreplejen, psykiatrien og på specialområdet er også blevet spurgt, om de hjælper borgeren med at ryge som en del af deres arbejde. Det svarer mere end hver fjerde ja til.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler røgfri arbejdstid, og det gælder uanset, om medarbejderen opholder sig inde, ude eller udenfor arbejdspladsens matrikel.

“At så mange bliver udsat for passiv rygning på deres arbejde, lyder i mine ører meget højt. Tobaksrøg er kræftfremkaldende og årsag til mange andre alvorlige sygdomme, uanset om man selv ryger, eller det er andres røg, man indånder. Erfaringerne viser, at på de arbejdspladser, som har røgfri arbejdstid, er der færre, som begynder at ryge, og de medarbejdere, som gerne vil være røgfri, oplever det som en hjælp”, siger Camilla Freltoft Junge, kommunikationsmedarbejder i Kræftens Bekæmpelse.
22

procent af danskerne er rygere. Blandt FOAs medlemmer er det 26 procent – et fald på fire procentpoint siden 2011.

Kilder: cancer.dk og FOA-undersøgelsen ‘Rygning på arbejdspladserne’, oktober 2016. 5.006 deltog. Dagplejere deltog ikke 

Regler bliver ikke håndhævet

Mange af FOAs medlemmer er generet af at skulle arbejde i hjem, hvor de skal indånde røg og måske oven i købet bagefter lugter af tobak. Hvert tredje medlem fra Social- og Sundhedssektoren eller Pædagogisk Sektor, der arbejder i ældreplejen, psykiatrien eller på specialområdet, svarer, at ledelsen ikke håndhæver reglerne over for borgerne.

Forbundsformand Dennis Kristensen opfordrer derfor kommunerne til at skærpe tonen over for borgerne.

“Det er ikke den enkelte ansatte, der skal tage diskussionen med borgeren. Det skal kommunen gøre. Det kan være svært at sige til en mand på 95 år, der har røget, siden han var ung, at han ikke længere må ryge, og jeg mener ikke, at rygning i private hjem skal forbydes. Men såvel som man kan stille krav til de øvrige arbejdsforhold, kan man også forlange, at der bliver luftet ud, så røgen ikke hænger tungt i luften”, siger Dennis Kristensen.

Læs undersøgelsen: Rygning på arbejdspladserne

Læs også: Skal holde borgerens cigaret

Hvad siger rygeloven?

Må man ryge indendørs på arbejdspladsen? Nej.

Må borgere ryge i eget hjem? Ja. Men hvis de modtager offentlig serviceydelse i form af personlig og praktisk hjælp, kan det som forudsætning for ydelsen pålægges beboerne ikke at ryge i det tidsrum, hvor personalet er i boligen.

Kilde: Rygelovens §§ 6 og 12

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev