Annonce

Ældre fra Brugerhuset Dronningborg og en ung mand fra produktionsskolen skærer græskar ud

Samvær om græskarlygter: Unge og ældre mødes


Fordomme nedbrydes, når ældre fra Brugerhuset Dronningborg i Randers og unge fra byens produktionsskole ses. Sammen skærer de græskar ud, laver mad over bål og spiller klør syv.

Annonce

Unge fra produktionsskolen i Randers og ældre fra Brugerhuset Dronningborg gør sammen klar til Halloween. De hygger sig hver anden uge, efter social- og sundhedsassistent Susanne Jensen (i midten) fik idéen til at bringe generationerne sammen. Niels Åge Skovbo

Af Birgit Søes Rasmussen
Journalist

Annonce

“Det er sjovt det her,” udbryder 71-årige Jens Jakob Møller med et velfornøjet smil. 
Han er travlt optaget af at snitte i et stort orange græskar. Ved hans side sidder 18-årige Niels Peder Sloth Olsen fra produktionsskolen Mimers Brønd. Ved fælles hjælp får de to gutter løftet låget af græskarlygten, hvorefter de tager fat på at hule den ud. 

15 ældre og fire unge deltager i dagens unge/ældre-træf i Brugerhuset Dronningborg. De er delt op i fire snittehold, og snakken flyder livligt. De har også besøgt hinanden flere gange nu. 

Det unikke samarbejde mellem de to institutioner startede i februar i år på initiativ af social- og sundhedsassistent Susanne Jensen, som fik idéen i forbindelse med et privat besøg på produktionsskolen.

“Mimers Brønd har både dyr, traktorer og masser af jord. Det er et dejligt sted, og jeg tænkte, at de ældre og de unge måtte kunne få rigtig meget ud af at være sammen,” fortæller hun.

Samvær nedbryder fordomme

Parterne mødes hver fjortende dag på skift hos hinanden omkring forskellige aktiviteter som for eksempel jeopardy, gæt og grimasser, madlavning over bål og kørsel i hestevogn. Flere unge deltog desuden med en pølsebod i Brugerhusets traditionsrige markedsdag. Og de har lavet nogle store blomsterkasser af træ til stor glæde for beboerne på Ældrecenter Dronningborg, som har haft fornøjelse af at plante og vande blomsterne. 

Susanne Jensen fremhæver, at samværet er med til at nedbryde fordomme.

“Ældre kan have fordomme om unge med tatoveringer og piercinger, men når de lærer dem at kende, synes de bare, at de er søde og rare. Ligeså med de unge som finder ud af, at de ældre trods mange år på bagen sagtens kan være friske og fulde af liv. De har for eksempel lært de unge at spille klør syv, et kortspil som alle kan lide at spille.”

Springbræt videre

To unge piger er blevet så glade for samværet med de ældre, at de har været i en uges praktik på ældrecentret. En af dem er siden blevet optaget på Social- og Sundhedsskolen i Randers. 

“Det er dejligt, at de unge kan bruge os som et springbræt videre i systemet,” mener Susanne Jensen. 

Samarbejdet mellem Mimers Brønd og Brugerhuset fortsætter, så længe det giver mening og skaber hygge for begge parter. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev