Annonce

To kvindelige sosu-hjælpere hjælper en gammel dame, der ligger i sengen

Tema: Natarbejde

Om natten våger Manal og Pia over beboerne på plejecentret

Natarbejde fungerer godt for sosu-hjælperne Pia Duelund Lærke og Manal El Rifai. De nyder at have mere tid til familien, og om natten skal de ikke løbe lige så hurtigt som om dagen.

Annonce

Når solen er gået ned og klokken slået 23 møder de to social- og sundhedshjælpere Pia Duelund Lærke og Manal El Rifai på arbejde på plejecenter Sifsgård i Aarhus. Fagbladet FOA er taget med dem på nattevagt.  Niels Åge Skovbo

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Annonce

Mørket er for længst faldet på over Aarhus, da de to social- og sundhedshjælpere Pia Duelund Lærke og Manal El Rifai møder ind på plejecentret Sifsgård. Klokken er 23, og nattevagterne tager over. 

Det er ikke mere end tre uger siden, Pia Duelund Lærke skiftede fra dag- og aftenvagter til nu at arbejde om natten. 

“Jeg kunne ikke længere klare at gå så meget og at have så travlt. Mine fødder gjorde ondt hver dag. Jeg vil også gerne bruge mere tid med mine børnebørn. Det kan jeg nu,” forklarer 53-årige Pia om skiftet.

Manal El Rifai er en mere rutineret natarbejder. Da hun startede i faget, arbejdede hun om dagen, men det valgte hun hurtigt fra igen. Det hang ikke sammen med familielivet.

“Det var dræbende at have to ‘vagter’ i træk – først på arbejdet og så hjemme som mor. Jeg faldt tit i søvn klokken 20 med kaffekoppen i hånden, fordi jeg var så udmattet. Nu har jeg mere tid til min mand og fire børn,” siger Manal.

Når vagten slutter klokken syv, følger hun sine børn i skole. Så tager hun hjem, trækker de mørke gardiner for og sover. Tungt. Fem timer senere er hun klar til at tage imod børnene, når de kommer hjem fra skole. Hun kan også nå at putte dem, før hun igen smutter på job.

“Min datter blev engang spurgt, hvad jeg arbejder som. ‘Mor, hun arbejder hjemme’, var hendes svar. Jeg er jo kun væk, når de sover,” siger Manal med et smil.

Min datter blev engang spurgt, hvad jeg arbejder som. ‘Mor, hun arbejder hjemme’, var hendes svar. Jeg er jo kun væk, når de sover.

Social- og sundhedshjælper og natarbejder Manal El Rifai

Godnat, Godfrey

I løbet af natten går de to kvinder tre faste runder. Under første runde denne aften spotter de gennem ruden Godfrey, en af de i alt 59 beboere. Han står i sin gråstribede pyjamas bag et lysende vindue. 

“Skal jeg ikke følge dig i seng?” spørger Pia, da hun når hen ham.

Han står på trappeopgangen og kan ikke selv komme ind til værelset igen. Da Pia låser op, tøffer han glad efter hende hen ad den lange gang. De når hen til værelset, hvor der på væggen hænger en tegning med ‘morfar’ skrevet i forskellige farver. Godfrey stopper op.

“Vil du ikke i seng?” Pia vender sig mod ham.
“Næ, jeg har ikke lyst,” svarer han med et lille grin. 
“Vil du så se TV?” spørger hun. Men det har han heller ikke lyst til. 
Pia kigger på uret, der hænger på væggen. Viserne siger, at den er halv elleve. Det går forkert. “Klokken er ellers ret mange. Den er halv tolv.”
“Er den så mange?” Godfrey lyder overrasket. “Jeg skal nok prøve at lægge mig. Men jeg ved altså ikke, om det hjælper.” 
“Det tror jeg, det gør. Du kan i hvert fald prøve,” siger Pia. Hun putter dynen omkring ham og slukker lyset med et ‘godnat’ til afsked. Resten af natten hører de ikke mere til ham.

Tilbage i stuen, som er deres faste base, finder Manal en hvid klodskasse frem. 'TIL NATTEVAGT' står der på en label. Den er fyldt med søde sager. Franske vafler, chips-skruer og en lille pose med seks stykker nougat fra hjemlandet Libanon. 

“Min kollega ved, at jeg elsker det slik, så hun har efterladt noget til mig. Vi skiftes til at fylde lidt i til hinanden,” siger Manal.

Læs også: Natarbejdere føler de har godt helbred

Kaffen bliver hældt op i kopperne og fjernsynet tændt. Pludselig bryder en skarp ringetone baggrundsstøjen fra fjernsynet. Nummer seks ringer. Han ringer for at få vand, ved de. Det plejer han. Der er mange ‘plejer’ på sådan en nat.

Lidt senere kommer en ældre kvinde ind. Hun har bare tæer, underbukser og en undertrøje på. Hun smiler venligt, men styrer målrettet rollatoren mod køkkenet uden at sige noget.

“Hun skal have mælk,” fortæller Pia. Og rigtigt nok. Da hun kort efter trisser tilbage til værelset, står der tre glas mælk og en banan foran på rollatoren. 

Da dagvagterne møder ind klokken lidt i syv, fortæller Pia og Manal, hvordan natten er gået: “Det har været en stille nat.”
Pia Duelund Lærke tager sig en powernap i lænestolen, mens Manal El Rifai sidder ved bordet. Tv'et kører i baggrunden.
Hvis der er tid til det, tager Pia og Manal gerne en powernap på tyve minutter. Manal har desuden altid sit hækletøj med i tasken, så hun kan hækle, når der ikke er andet at se til.  Niels Åge Skovbo

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev