Annonce

Pengesedler og mønter

Din største lønstigning i flere år kommer nu


Inden for de næste tre måneder får du en mærkbar lønstigning i to hop. Læs i artiklen her, hvor mange flere penge, du har udsigt til.

Annonce

Der bliver råd til lidt ekstra indkøb, når lønnen stiger to gange på kort tid. Der er nemlig tale om en klar forbedring af købekraften, fordi inflationen ligger på et meget lavt niveau. Bax Lindhardt/Scanpix

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Ansatte i kommuner og regioner har udsigt til omkring 500 kroner ekstra i løn hver måned, hvis deres nuværende løn er 25.000 kroner. Altså 6.000 kroner mere i årsindtægt. 

Hvis den nuværende månedsløn ligger på 30.000 kroner, bliver lønforhøjelsen i runde tal på 600 kroner om måneden, mens ansatte med en månedsløn på 20.000 kroner får 400 kroner mere. 

To gange lønforhøjelse

I overenskomstperioden 2015-18 kommer den samlede lønstigning i seks portioner. To af dem  inden for de kommende tre måneder, og tilsammen udgør de to lønreguleringer det mest mærkbare lønhop i flere år.

I kommunerne stiger lønnen 1. oktober med 0,85 procent og 1. januar med 1,2 procent, i alt altså med 2,05 procent.

I regionerne er stigningen en lille smule mindre den 1. oktober, nemlig 0,71 procent, men ligesom i kommunerne er stigningen 1,2 procent den 1. januar 2017 - i alt 1,91 procent.

Forbedring af købekraften

Med den nuværende lave inflation er der tale om en klar forbedring af reallønnen, altså den købekraft, som lønnen har.

Danmarks Statistik har netop opgjort, at inflationen i august måned var på 0,0 procent.

Men sådan bliver det ikke ved, vurderer cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.

”Vi regner med, at inflationen vil stige gradvist i den kommende tid, og vi forventer, at den i 2017 bliver på 1,3 procent,” siger han til Fagbladet FOA.

Brug ikke lønnen med det samme

Las Olsen peger på olieprisernes fald som hovedforklaring på, at inflationen har ligget så lavt. Men også prisfald på mobiltelefoni og mindre stigninger på tøj end forventet spiller ind.

”Vi har haft et par år med rigtig stor fremgang i reallønnen, hvor lønningerne er steget meget mere end priserne, fordi inflationen har været overraskende lav. Men man skal ikke regne med, at det varer ved,” siger Las Olsen.

Udsigten til højere inflation får dog ikke økonomen til at anbefale hurtigt forbrug af den ekstra løn.

”Inflationen udhuler pengene, og når renten samtidig er lav, kan man let opleve, at ens penge står og bliver mindre værd. Men derfor skal man ikke skynde sig at bruge sine penge. Når et egern gemmer nødder til vinteren, regner det også med at miste nogle af dem, og det er selvfølgelig en god idé at spare op til de udgifter, man har. Skal man ud at låne penge, opdager man jo, at der alligevel er noget, der hedder rente,” siger Las Olsen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev