Hun skulle være en såkaldt fastvagt, altså kun fokusere på én beboer på sin vagt.

 

“Jeg fik at vide, at beboeren, som jeg skulle være på, var en hyggelig bedstefar, men han kunne godt finde på at lave ballade på fastvagter,” siger Nadia Pedersen, da Fagbladet FOA møder hende i hendes hjem lidt uden for Roskilde. 

 

Beboeren, som Nadia skulle være fastvagt for, var ikke hjemme, da hun mødte ind. Efter at have talt kort med det faste personale satte hun sig til at vente på ham. Sundbygård ligger lovgivningsmæssigt under serviceloven, og beboerne må uanset deres sindstilstand komme og gå fra bostedet, som de har lyst. 

 

En halv time senere kom han hjem.

 

“Han kigger mig lige i øjnene, og jeg kan godt se, at jeg bliver nødt til at forklare, hvem jeg er. Da vi hilser på hinanden, kommer en af de ansatte og siger: ‘Du skal have fastvagt i dag’. Så sagde han, ‘Det vil jeg ikke finde mig i. Det får følger’. Så gik han igen,” fortæller Nadia.

 

Hun satte sig ned udenfor døren og ventede på, at han kom tilbage. Mens hun ventede, bemærkede hun, at det faste personale gik i par.

 

“Når de kom ned, så var de to, men jeg sad dernede mutters alene uden forstærkninger som vikar. Ved 19.00 tiden kom der en ansat fra en anden afdeling og sagde: ‘Du må ikke være her alene’, og at en af mine kollegaer ville komme klokken 20,” siger Nadia.

I alt sad Nadia fem timer alene på gangen. Mens hun ventede, kom flere beboere forbi og spurgte, hvad hun lavede.

 

“De spurgte: ‘Hvem er du. Hvorfor er du her?’. De anede ikke, hvorfor jeg var der. Jeg synes, at det var for dårligt, at de ikke var blevet informeret om, at jeg kom som vikar. Det er uklarheder som det, der skaber utryghed,” siger Nadia.

 

Klokken 20 mødte hendes kollega fra vikarbureauet ind. En time senere gik det faste personale. Kort tid efter ankom flere personer til stedet, som opsøgte enkelte beboere, afleverede små pakker og fik penge retur. 

 

“Jeg formoder, at det var pushere. Jeg syntes, at det var lidt skummelt og skrev det bag øret.” 

 

Hendes formodning om stofsalget bekræftes af journalnotater over Københavns Politis arbejde med Sundbygård fra 2014 til 2016, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i. Her kan man læse, at personalet tidligere har anmeldt 'omfattende salg af narkotika fra flere lejligheder på bocentret. Henlagt grundet manglende ressourcer', skriver politiet. En liste over politisager fra Socialforvaltningen bekræfter, at det faste personale seks uger før knivoverfaldet havde ‘mistanke om hashsalg’ fra en bolig i hus 11 på bostedet.

 

Klokken 02.30 kommer beboeren, som Nadia er ansat til at se efter, hjem. Han stiller sin cykel i et indhak på gangen og går ind på sit værelse. Et kvarter senere kommer han ifølge Nadia ud og begynder at gå i retning mod hende. 

 

“Jeg sidder i en lænestol. Så kommer han ud af sin dør og går ned ad gangen. Havde han gået hurtigt eller anderledes, havde jeg øjnet fare, men der var intet, der indikerede fare,” siger Nadia.

 

Da han står en meter fra hende, hæver han pludselig hånden.

 

“Jeg når lige at registrere, at det er en OBH-kokkekniv, han holder. Så pisser jeg i bukserne og skriger, men jeg kunne ikke skrige ret højt. Han hugger ud efter hoved og hals, mens han siger ‘dø, dø, dø’,” 

 

Nadia får afværget med hånden og sekunderne efter kommer kollegaen, der havde siddet på toilet, til undsætning.

 

“Min kollega kommer løbende ud og skriger. Han tager en fodskammel og hakker til beboeren, så han taber kniven, og jeg losser til kniven. Så pacificerer vi ham,” fortæller Nadia.

 

Da de endelig får trykket på alarmknappen, tror det faste personale, at der er brand og løber til en anden del af bygningen. De første kollegaer ankommer derfor kun få minutter før politiet.

Efter overfaldet kørte Nadia selv hjem. To dage senere var hun på arbejde i et vikariat på Lindegården. Hun følte selv, at alt var ok.

 

“Da jeg mødte ind på Lindegården, ringede de fra min datters skole og sagde, at hun havde slået sig og skulle på skadestuen. Det blev jeg sindssygt stresset over og fik hjertebanken og koldsved.”

 

På vej mod skolen ringede Nadias eksmand og tilbød at hente datteren. Men koldsveden og hendes hjertebanken ville ikke forsvinde. Hun besluttede at tage hjem. Men hendes stresstilstand fulgte med.

 

“Der var jeg ikke okay. Jeg kunne pludselig ikke sove. Jeg blev ved med at genspille episoden med kniven i hovedet. Jeg kunne lugte gerningsmanden og syntes, jeg kunne høre hans skridt. Jeg begyndte at sove nede i stuen og fik vendt op og ned på døgnrytmen. Min krop var helt vildt i alarmberedskab.” 

 

Efter nogle dage var Nadia ved at kortslutte mentalt. Tankemylder, søvnmangel og ekkoet af gerningsmandens skridt havde ædt hendes overskud. Hun gik til lægen, der mente, hun havde tegn på PTSD.

 

Under 12 timer efter, at kniven blev rettet mod Nadias strube, skrev pressechefen i Københavns Kommune til Avisen.dk, at borgeren, som Nadia var fastvagt på, ikke tidligere havde været aggressiv eller handlet personfarligt. 

 

“Personalet på bostedet fortæller mig, at de har konfiskeret en økse fra ham. Han har også smadret ruder og sat ild til bostedet. Som fagperson er det tydelige tegn på aggressiv adfærd. Det gør mig sur, at kommunen vasker hænder få timer efter, at en beboer har forsøgt at dræbe mig.”

 

Da Arbejdstilsynet udgav en kritisk rapport om bostedet to uger efter knivoverfaldet skrev socialborgmester Jesper Christensen (S) i en mail, ligeledes til Avisen.dk, at "Det personale, der var på vagt den nat, var netop to fagligt uddannede personer, fordi vi var opmærksomme på, at borgeren havde det skidt og skulle have faglig støtte."

 

Den bemærkning irriterer Nadia, for hun mener ikke, at kommunen havde været særligt ‘opmærksomme’ på beboeren, da hun blev indkaldt på vagt.

 

“De har ringet til et vikarbureau og bestilt en tilfældig vikar, fordi de ikke selv kunne dække vagten. Længere er den ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor borgmesteren ikke har ringet til mig, før han udtaler sig til pressen,” siger Nadia.

 

Det er ikke første gang at Københavns Kommune får kritik for måden de har håndteret overfald på deres ansatte. Efter drabet på en 37-årig SOSU-assistent på Ringbo i 2013 blev kommunen i en advokatrapport afsløret i at tale usandt om risikovurderinger af bostedets beboere.  

Mere end tre måneder efter mærker hun stadig konsekvenserne af den skæbnesvangre vagt.

 

“Jeg er stadig den mor, jeg ønsker at være, men jeg kører mere på autopilot. Min hukommelse er nærmest ikke eksisterende. Jeg har isoleret mig fra mine venner, og en simpel opgave som indkøb kan udmatte mig. Fordi jeg har været så påvirket, har jeg også mistet et forhold, som jeg var glad for,” siger Nadia.

 

Hun har fået fuld løn i vikariatet fra Lindegården, men det er udløbet nu, så hun er overgået til sygedagpenge.

 

“Selvom jeg har fået fuld løn, har jeg ikke fået de tillæg, som jeg plejer. Jeg har også altid haft ekstravagter, som jeg ikke har fået dækket økonomisk. Det har givet underskud i budgettet.” 

 

“Nu er jeg på sygedagpenge. Jeg har udgifter for 18.000 kroner om måneden og aner ikke, hvad jeg skal gøre til den næste 1. i måneden. Det her kan betyde, at jeg må gå fra hus og hjem.” siger Nadia.

 

Hun betragter sig selv som en stærk person og er før blevet truet med en kniv på et bosted. 

 

“Hvis jeg kan knækkes af det her, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan en ung, mere skrøbelig person ville reagere. Hun kan stå med en psykisk arbejdsskade for livet. Jeg mener, at man skal holdes skadesløs, i hvert fald i en periode, hvis man bliver overfaldet,” siger Nadia.

 

Fagbladet FOA ville meget gerne have talt med socialborgmester Jesper Christensen (S), men det har ikke været muligt.  Cheferne i socialforvaltningen har heller ikke ønsket at svare på mundtlige eller skriftlige spørgsmål i sagen, men sender i stedet en mail med en skriftlig udtalelse: