Annonce

Kirsten Normann Andersen

Markant FOA-kvinde i Folketinget


Tidligere formand i FOA Århus, Kirsten Normann Andersen, er den nye velfærdsordfører for SF's folketingsgruppe.

Annonce

Kirsten Normann Andersen er SF’s nye velfærdsordfører. Jørgen True

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Kirsten Normann Andersen, tidligere formand for FOA Århus, er det nyeste medlem af SF’s folketingsgruppe. Hun blev ikke valgt ind ved seneste folketingsvalg, men da Jonas Dahl (SF) har forladt Folketinget for et job som direktør på regionshospitalet i Randers, har Kirsten Normann Andersen som suppleant overtaget hans plads.

”Jeg kunne rigtig meget i FOA. Det er en stærk faglig organisation med solide holdninger til, hvordan samfundet skal indrettes. Men den direkte indflydelse mangler. Så nu er det på tide, at jeg flytter mig, så jeg kan påvirke lovgivningen og de politiske holdninger,” siger Kirsten Normann Andersen til Fagbladet FOA.

Kirsten Normann Andersen har i 20 år været aktiv i FOA og har været formand for FOA Århus siden 2003. Inge Jensen Pedersen er den nye formand for FOA Århus.

Ved hvor skoen trykker

De 20 års erfaring fra FOA mener Kirsten Normann Andersen, at hun kan drage meget nytte af i sit nye virke som medlem af Folketinget.

”Efter mine år i FOA ved jeg i den grad, hvor skoen trykker. Vi er så trængte på ressourcer, specielt til den direkte plejeomsorg. Metoden med, at alt skal rationaliseres og effektiveres, har overlevet sig selv,” siger hun.

Specielt de høje krav til dokumentation i det offentlige vil Kirsten Normann Andersen have et opgør med.

”Så længe man skal prioritere den enorme dokumentation af, at man har leveret varen på en bestemt måde, så skal man bruge en masse ressourcer til det. De ressourcer bliver taget fra folkene på gulvet. Så vi skal have genovervejet hele den måde, vi styrer sundhedssektoren på,” siger hun.

Vil stadig vide, hvad der foregår i det virkelige liv

Som helt ny i Folketinget er der mange ting for Kirsten Normann Andersen at holde styr på i sin dagligdag på Christiansborg. Men at hun ikke tidligere har haft sin daglige gang der, mener hun ikke er en ulempe:

”Fordelen ved, at jeg kommer direkte fra en dagligdag i FOA, er, at jeg ved, hvordan tingene foregår ude i det virkelige liv. Så jeg håber da, at FOAs medlemmer kan genkende nogle af de ting, vi har drøftet de sidste 20 år i mit politiske arbejde,” siger hun og fortsætter:

”Jeg håber også, at FOAs medlemmer vil blive ved med at holde mig velinformeret om deres forhold. Jeg vil gøre mit for at blande mig i debatten og søge indflydelse, og jeg vil gerne appellere til medlemmerne om at gøre det samme!”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev