Annonce

Kvinde gemmer sig delvist bag et hvidt gardin

Tema: Arbejdsskade

Psykiske arbejdsskader er på himmelflugt

Af Finn Danielsen
Journalist

På bare fem år er antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader fra FOA-medlemmer steget med 80 procent. Kun få anerkendes, og det er ikke holdbart, mener forsker.

Annonce

Sosu-assistent Marian Boldt fik både en psykisk og en fysisk arbejdsskade, da hun blev overfaldet af en borger på et bosted. Niels Åge Skovbo

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

I perioden 2009-2014 blev mere end 3.000 FOA-medlemmer så psykisk belastet af deres arbejde, at de anmeldte problemerne som erhvervssygdom. Yderligere cirka 100 medlemmer anmelder årligt ulykker forårsaget af "psykisk chok", altså voldsomme oplevelser, som sætter psykiske spor. Det viser en ny undersøgelse om FOA-medlemmernes arbejdsskader.

I 2009 anmeldte 414 FOA-medlemmer en psykisk erhvervssygdom. Fem år senere var det årlige antal anmeldelser steget til 747, det vil sige en stigning på 80 procent.

Dermed udgør psykiske erhvervssygdomme i 2014 mere end en tredjedel (36 procent) af alle anmeldte erhvervssygdomme fra FOAs medlemmer.

Meget få anerkendelser

Mens omkring halvdelen af de "psykiske" ulykker bliver anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, skal kun de færreste regne med at få deres psykiske erhvervssygdom anerkendt.

I gennemsnit anerkendes bare fire procent af dem, som FOAs medlemmer anmelder.

Flest af FOAs medlemmer anmelder en psykisk erhvervssygdom med diagnosen "Stress uden specifikation" (40 procent), "Uspecifik belastningsreaktion" (23 procent) og "Depressiv enkeltepisode" (11 procent).

Systemet gearet til fysiske skader

Den slags skader er der kun meget ringe udsigt til at få anerkendt i det nuværende arbejdsskadesystem, og det er et problem, mener en forsker på området:

"Det er lidt vildt, at vi i Danmark har et system, hvor vi kan putte så mange arbejdsskader ind, som ikke kan anerkendes," siger Yun Ladegaard, der er projektleder og forsker i arbejds- og organisationspsykologi ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, til Fagbladet FOA.

Hun mener, at de lave anerkendelsesprocenter for psykiske arbejdsskader afspejler, at arbejdsskadesystemet primært er udviklet til fysiske skader, hvor det er lettere at dokumentere sammenhængen mellem skaden og arbejdsmiljøet.

"Man kan spørge, om arbejdsskadesystemet overhovedet passer til de psykiske lidelser på nuværende tidspunkt, eller om de skulle et helt andet sted hen."

Ingen forbedring af arbejdsmiljø

I et forskningsprojekt om medarbejdere med psykiske arbejdsskader, som Yun Ladegaard har gennemført sammen med andre forskere, oplyser over halvdelen af deltagerne, at de har anmeldt deres psykiske skade i håb om, at anmeldelsen ville føre til forbedringer af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.

Men også på det punkt bliver de fleste skuffet.

"Et stort antal skadeslidte medarbejdere spilder altså i dag dyrebare kræfter på at anmelde og gennemføre en sag, uden at få hverken anerkendelse i Arbejdsskadestyrelsen eller opfyldt deres ønsker om bedre forebyggelse på arbejdspladsen," siger Yun Ladegaard.

Læs også: Sygehuspersonale mangler uniformer og sengetøj efter brand


Det er lidt vildt, at vi i Danmark har et system, hvor vi kan putte så mange arbejdsskader ind, som ikke kan anerkendes.

Yun Ladegaard, Institut for Psykologi, Københavns Universitet

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies