Annonce

Træning bliver obligatorisk for sosu'er


Fra 2017 skal alle sosu'er i København træne i arbejdstiden. Et tre-årigt forsøg med obligatorisk træning har været en stor succes blandt medarbejderne.

Annonce

Træning i arbejdstiden er ikke nyt. I en årrække har ansatte på Spentrup-Møllevang Plejecenter ved Randers nydt godt af en times gratis træning om ugen. Kom med til træning i videoen herover, der er fra 2012. Johnny Frederiksen

Af Signe Højgaard
Journalist

Annonce

Få sved på panden, mens lønnen triller ind på kontoen. Fra næste år får alle sosu'er i København løn for at dyrke motion i arbejdstiden. Et tre-årigt forsøg med obligatorisk træning i arbejdstiden har været så stor en succes, at kommunen fra næste år gør motion obligatorisk for alle sosu-hjælpere og sosu-assistenter, skriver Politiken.

 

I alt 600 medarbejdere på 10 plejecentre i København har deltaget i projektet. Knap halvdelen af deltagerne oplever, at arbejdet er blevet mindre hårdt, efter de er begyndt at træne i arbejdstiden. Det viser en evaluering af projektet foretaget af Arbejdsmiljø København.

 

Kun en times styrketræning om ugen skal der til, før det fysisk krævende arbejde på plejecentre og i hjemmeplejen bliver lettere. Fem plejehjem i København har deltaget i pilotprojektet, der fra næste år bliver bredt ud til hele København.

 

Færre smerter i ryggen 

Da Fagbladet FOA besøgte Rundskue Plejecenter i København efter forsøget havde kørt i et halvt år, havde medarbejderne allerede oplevet store fremskridt. Social- og sundhedsassistent Jeanette Børgesen havde tidligere haft store problemer med lænden. 

 

"Problemet er væk nu. Jeg kan stå op hele tiden, uden at det gør ondt i ryggen," sagde hun dengang til Fagbladet FOA.

 

Flere steder i landet har de lige som i København givet medarbejderne ret til at træne gratis i arbejdstiden.

 

På Spenstrup-Møllevang Plejecenter i Randers Kommune har alle ansatte også fået tilbudt en time med sved på panden samtidig med, at der triller løn ind på kontoen.

 

"Jeg kan mærke det på mit mentale overskud og min stress-faktor. Jeg kan ligesom trække den længere, inden jeg bliver stresset," sagde sosu-assistent fra Spenstrup-Møllevang Plejecenter, Bettina Jachmann, da Fagbladet FOA interviewede hende på løbebåndet i 2012.


Opbakning fra FOA

I FOA er der glæde over, at forsøget med obligatorisk træning fra næste år bliver bredt ud til hele hovedstaden.

 

"Det her er jo alt sammen kun for at undgå, at kroppen bliver slidt af at gå på arbejde. Der kommer en arbejdsstyrke, der fysisk er bedre i form. Og så vil de være på arbejdsmarkedet i længere tid," siger faglig sekretær Charlotte von Mehren til Politiken.

 

Forsker kalder træningskrav "autoritært" 

Ikke alle er dog så begejstrede. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, kalder tiltaget med obligatorisk træning i arbejdstiden "kontroversielt" og "autoritært".

 

"Det synes jeg er et ret vidtgående krav at stille. Ud over at man nedsætter den service, man skal give til borgerne, flugter det også med samfundets sundhedstyranni, hvor man ikke må ryge og drikke, og hvor man skal spise sundt. Man fratager folk friheden til at leve og have det arbejdsliv, som de har lyst til," siger han til Politiken.

 

Hvad mener du om tiltaget? Deltag i debatten på FOAs Facebookside

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev