Annonce

Ung mand med armene over kors

Nytårsforsæt: Få mere ud af dine penge i 2016


De fleste familier kan nedbringe husholdningsbudgettet med 10-20 procent bare ved at skærpe opmærksomheden.

Annonce

"Jeg er god til at holde det budget, jeg  har," siger sosu-assistent Kasper Soelberg. Niels Åge Skovbo

Af Lis Hornø
Journalist

Annonce

Økonomi er noget, de færreste synes er sjovt at bruge lang tid på. Men overvej alligevel, om det skulle være dit nytårsforsæt i år at tage kontrol over økonomien.

God økonomi er at få det bedste ud af sine penge, så man ikke har underskud og ikke bekymrer sig, lyder det fra en mangeårig uvildig rådgiver, cand.polit. Anders Bosteen.

“Har man overblik, tør man i højere grad gøre det, man har lyst til,” siger han.

Flere måder at spare penge

Begynd med at få styr på indtægter og faste udgifter. Derudfra kan du udregne dit og familiens rådighedsbeløb. Er det mindre end ønsket, må I lede efter overflødige udgifter.
Undersøg for eksempel de følgende muligheder.

Skat: er du forskudsregistreret rigtigt?
• Sammenlign priser for produkter for bank, realkredit, forsikring eller telefoni.
• Tjek ÅOP – de årlige omkostninger i procent, også kaldet for ”kiloprisen på penge”, og ikke bare rentesatsen.
• Skift selskab, når det kan betale sig.
• Og brug så et budgetskema – du kan finde ét ved at søge på Google.

Ifølge Anders Bosteen kan de fleste familier nedbringe husholdningsbudgettet med 10-20 procent bare ved at skærpe opmærksomheden.

“Der skal ikke rykkes mange kommaer i en økonomi, før man over årene har sparet flere hundrede tusinde kroner. Det skal forstås sådan, at de penge kunne spredes ud og måske give en ekstra ferierejse hvert år.”

Styr på udgifterne

Kasper Soelberg er nyuddannet sosu-assistent og vikar i regionspsykiatrien Randers. Han er god til at styre sine udgifter og for nylig fik han for eksempel tilpasset sit mobilabonnement til sit faktiske forbrug, så han nu slipper 50 kroner billigere pr. måned.

“Min bankrådgiver roser mig. Jeg er god til at holde det budget, jeg har, og for det meste er jeg ikke i minus. Jeg har aldrig haft over 2.000 kroner i overtræk.”

Et lån fortryder han dog, at han har bundet sig til i mange år frem:

“Jeg har et billån på en ny bil, jeg købte, mens jeg var elev. Jeg har tit tænkt på, at det lån er en træls udgift. Også når jeg nu står og gerne vil flytte. Jeg skulle have købt en brugt bil, jeg hurtigere kunne have betalt af. Så kunne jeg have haft råd til en lejlighed i stedet.”

Om sit økonomiske nytårsfortsæt siger Kasper:

"Den 1. februar skal jeg ind til Forsvaret og aftjene værnepligt i ni måneder. Så kommer jeg til at tjene lidt mere end nu, og så vil jeg betale mit billån lidt hurtigere af."

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev