Annonce

Kvinde hjælper mand i tøj på en scene mens publikum kigger på, under regionsmesterskaberne i SOSU-skills

SOSU Skills: De skal videre til finalen


Elever på sosu-assistent-uddannelsen har dystet i de regionale mesterskaber i SOSU Skills, og de fem vinderpar er fundet.

Annonce

Nadja Krogsgaard Andersen sørger for at inddrage Poul så meget som muligt, når han skal have tøj på. Fokus på hjælp til selvhjælp gav pote ved regionsmesterskaberne i SOSU-skills. Niels Aage Skovbo

Af Linda Gjaldbæk Hansen
Journalist

Annonce

Social- og sundhedsskolerne afholdt torsdag regionale mesterskaber i faglig dygtighed - også kaldet Skills.

Konkurrencen foregår som et rollespil, hvor skuespillere agerer cases og opfører sig, som borgere i ældreplejen ville gøre.

Ved regionsmesterskabet var casen et ældre ægtepar, hvor manden, Poul, havde haft en blodprop i højre side og deraf lammelser i venstre side af kroppen. Pouls kone, Tove, var 'godt i stand' og havde lige fået konstateret type to diabetes.

Samarbejde gav resultat

I Region Nordjylland blev konkurrencen afholdt i Randers, og vinderne, 24-årige Nadja Krogsgaard Andersen og 20-årige Michelle Holst fra SOSU Nord, er ikke i tvivl om, hvorfor de vandt.

"Vi holdt fast i den måde, vi havde øvet os på. Også selvom der stod et drejetårn på scenen, valgte jeg at lave forflytningen fra sengen til kørestolen ved hjælp af Pouls egne ressourcer. Det tror jeg, er noget af det, dommerne har lagt vægt på. I hvert fald sagde borgmesteren, at han gerne ville passes af mig," siger Nadja Krogsgaard Andersen.

"Vi har også været rigtig gode til at supplere hinanden. Når vi har øvet, har vi begge læst op på hinandens cases, så vi hver især har kunnet byde ind med noget i forhold til casen," siger Michelle Holst, der blandt andet skulle rense et sår og måle blodtrykket på Tove.

Nu venter DM

De to regionale vindere glæder sig til DM i Skills, der finder sted til februar.

I 2016 er det 6. gang, sosu-faget deltager i DM i Skills, hvor 35 erhvervsuddannelser er repræsenteret og konkurrerer om at være de bedste inden for deres fag.

Formålet med DM i SOSU er at højne elevernes faglighed og profilere faget og social- og sundhedsuddannelsen. Vinderne fra de regionale mesterskaber mødes igen den 4.-6. februar 2016 i Fredericia, hvor de skal konkurrere om titlen som Danmarksmestre.

De regionale vindere

I Region Nordjylland blev konkurrencen afholdt i Randers, og vinderne er:
Nadia Krogsgaard Andersen og Michelle Holst fra SOSU Nord.

I Silkeborg dystede elever fra Region Midtjylland, og vinderne er:
Camilla Jespersen og Lisa Rindum Coggan fra Social- og Sundhedsskolen Herning.

I Esbjerg dystede elever fra sosu-skoler i Region Syddanmark, og vinderne er:
Anne Marie Krogh Hansen og Maria Uhrenholt Sørensen, SOSU Fredericia, Vejle & Horsens.

I Nykøbing Sjælland kæmpede elever fra Region Sjælland, og vinderne er:
Mette Blunck Lind og Olivia Rhode Olsen, SOSU Sjælland, afdeling Slagelse/Ringsted.

I Brøndby konkurrerede elever fra Region Hovedstaden, og vinderne er:
Louise Adamsen og Mie Manstrup Hansen, SOPU i Hillerød.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev