Annonce

Portræt af Kaja Larsen, der står med sort t-shirt og korslagte arme i et køkken.

Kaja: Ingen hemmelighed at jeg er lesbisk


For Kaja Larsen har det altid været naturligt at være åben om, at hun er homoseksuel. På lørdag har hun fået homofri af chefen for at gå til Copenhagen Pride.

Annonce

Kaja Larsen beskriver sig selv som en, der afviger lidt fra normen for, hvordan kvinder ser ud. ”Når jeg møder nyklippet op på arbejde, er jeg 'ham den søde' for alle de demente”, siger hun med et grin. Jørgen True

Af Kristine Jensen
Journalist

Annonce

Redigeret 13. august 2015 kl. 11.

Det engelske slangudtryk for lesbisk, ”Dyke”, står tatoveret med store gotiske bogstaver på Kaja Larsens underarm. Så det er ingen hemmelighed, at den 35-årige social- og sundhedsassistent er homoseksuel. Heller ikke på jobbet.

”Allerede ved en jobsamtale er det jo almindeligt at tale om, hvad man laver, når man ikke er på arbejde. Så det er helt naturligt for mig at fortælle, at jeg bor sammen med min kæreste, som er en kvinde,” fortæller hun til Fagbladet FOA.

I en ny LO-undersøgelse blandt lønmodtagere, svarer hver sjette, at deres homo- og biseksuelle eller transkønnede kolleger kun i mindre grad eller slet ikke trygt kan være åbne om deres seksualitet.

Åben for andre

Kaja Larsen har ikke oplevet, at hun skulle skjule, hvem hun er, på arbejdet. Hverken i tidligere jobs som nedriver og pædagogmedhjælper eller nu som uddannet social- og sundhedsassistent på et plejehjem i København.

”Det kommer nok an på, hvilken branche du arbejder indenfor. Når du er i omsorgsfag, møder du mange forskellige mennesker, så du skal være god til at omstille dig. Kan man det, og har man empatien med, så tror jeg, man er mere åben over for andre,” siger hun.

I stedet har hun ofte oplevet, at kolleger kan være meget nysgerrige – og lidt grænseoverskridende.

Mange spørgsmål

”Jeg er blevet spurgt om, hvem der er manden og kvinden i mit parforhold, og om hvordan mit sexliv er, for det er åbenbart lidt svært at forstå. Jeg bekæmper det med humor, men i længden kan det da godt være lidt trættende, for de spørgsmål ville de aldrig stille en heteroseksuel,” siger hun.

Kaja Larsen vil dog hellere have, at folk stiller spørgsmål til hende, end at der er snak i krogene.

”Når vi har talt sammen om det, så har jeg ikke oplevet, at folk har haft et problem med mig,” fortæller hun.

Tag med til Pride

På lørdag går mange tusind homo- og biseksuelle, transpersoner og støtter gennem Københavns gader i det årlige optog Copenhagen Pride. Det gælder også Kaja Larsen, som i den anledning har fået fri af sin arbejdsgiver.

”Jeg skulle egentlig på arbejde, men jeg gik til min leder og bad om fri. Jeg har ingen børn, så jeg kunne ikke tage en omsorgsdag, og jeg er ikke ældre, så en seniordag kunne jeg heller ikke tage. Så jeg bad om en homodag og fik byttet min vagt,” fortæller hun med et grin.

Sammen med en række andre fagforbund går FOA med i Copenhagen Pride. Du kan, uanset seksualitet, gå med. Mødested er Frederiksberg Rådhusplads kl. 12.30 – se efter de røde faner.

Læs mere om fagbevægelsen og Copenhagen Pride på Facebook

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev