Annonce

Tema: Mobning

Ramt af mobning

Hvert sjette FOA-medlem er blevet mobbet på arbejdet i løbet af det seneste år. Heriblandet Kaja Larsen, der var tæt på at kvitte jobbet. 

Annonce

Sladder og snak i krogene er spild af tid, mener sosu-assistent Kaja Larsen. Derfor sagde hun fra efter otte måneders mobning på jobbet. Jørgen True

Af Kristine Jensen
Journalist

Annonce

Bagtalelse og hånlige bemærkninger fylder på jobbet. 16 procent af FOAs medlemmer har været udsat for mobning på deres arbejdsplads inden for det seneste år, viser en ny medlemsundersøgelse. På landsplan er tallet 12 procent.

Sosu-assistent Kaja Larsen er blandt dem, der blev mobbet. Så slemt, at hun kort før jul følte sig nødsaget til at søge nye græsgange. Igennem otte måneder blev hun bagtalt af en kollega.

”Når vi stod ansigt til ansigt, så var stemningen ofte god, og vi lavede fis og sjov. Men når jeg vendte ryggen til, så startede det. Jeg overhørte mange af de ting, hun sagde om mig. Og det gjorde ondt,” fortæller Kaja Larsen til Fagbladet FOA.

Omsorgspersonale mere udsat

At FOAs medlemmer kæmper mere med mobning, overrasker ikke professor i psykologi ved Københavns Universitet Annie Høgh.

”Ansatte, der arbejder med mennesker, ligger generelt lidt højere i statistikkerne, fordi de kan blive udsat for mobning af klienter. Vi ser også mere mobning på områder, som er domineret af et køn,” siger hun Fagbladet FOA og fortsætter:

”Det kan være i arbejde med borgere, hvor der er mange kvinder, og i industrien, hvor der er mange mænd.”

Træt af ”skyllerumssnak”

Kaja Larsen kalder bagtaleriet for klassisk skyllerumssnak.

”Det er der meget af i vores fag. Lige så snart noget er for lyssky til at sige det åbent på personalemødet, så ryger det ud i skyllerummet, hvor der bliver sladret. Det gider jeg ikke.”

Den tendens genkender arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredal, der mener, at problemet med mobning også er et udtryk for stort arbejdspres.

”Det bliver nemmere at bide ad kollegerne, når der ikke er ordentlig tid til faglig sparring. Det starter typisk med uenighed om en opgave, som skal løses, og så eskalerer situationen til mobning.”

For Kaja Nielsen blev det til sidst for meget, for den energi, hun plejede at have omkring sit arbejde, forsvandt. Hun var på vej ud af vagten, men en kollega fik hende på andre tanker. I stedet tog hun kontakt til lederen og i dag er mobberiet et overstået kapitel.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev