Annonce

Forskel på nyuddannede sosu'ers jobchancer


Sosu-assistenter kommer hurtigere i job efter endt uddannelse end sosu-hjælpere. 

Annonce

Sosu-hjælper Amalie Conradsen har været ledig mere end et år efter, hun blev uddannet. Ved jobsamtaler får hun at vide, at hun mangler erfaring.   Jørgen True

Af Britta Lundquist
Journalist

Annonce

Et halvt år efter uddannelsen er hver tredje sosu-hjælper stadig ikke kommet i job, mens det kun er knap hver femte af sosu-assistenterne.

Det viser en ny opgørelse fra FOAs a-kasse om sosu’er uddannet 2012-2014, som efterfølgende har været ledige.

Inden for de første 13 uger efter eksamen er 60 procent af sosu-assistenterne kommet i arbejde, mens det for sosu-hjælperne kun er 44 procent.

Flere sosu-assistenter

I samme periode – 2012-2014 – har kommunerne øget antallet af sosu-assistenter med 12 procent, mens der er blevet to procent færre sosu-hjælpere, ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

At det går mere trægt for sosu-hjælperne betyder dog ikke, at de er i risiko for at blive langtidsledige, vurderer FOAs næstformand Mona Striib.

 ”Jeg tror fortsat, der vil være brug for social- og sundhedshjælperne, og jeg mener ikke, vi uddanner for mange, hvis vi ser på alderssammensætningen af medarbejderne i kommunerne, hvor mange nærmer sig pensionsalderen,” siger hun til Fagbladet FOA.

Svært at få job uden erfaring

20-årige Amalie Conradsen har været uddannet sosu-hjælper i over et år uden at få job. Hun har søgt 4-5 job om ugen, siden hun blev færdiguddannet.

”Når jeg endelig har været til samtale, siger de, at jeg er for ung, og at jeg mangler erfaring. Men hvordan skal jeg få erfaring, når jeg ikke kan få job?," spørger hun.

"Det sværeste er, at jeg ikke har kunnet få lov til at bruge min uddannelse. Jeg vil så gerne ud i den virkelige verden. Man bliver skør af at gå hjemme,” sukker hun.

Nu er det lykkedes at få et deltidsarbejde på et bosted for unge, og Amalie Conradsen håber, at det kan blive første skridt på vejen mod et fast job. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev