Nye fartgrænser for ambulancer møder kritik: ”Det fjerner fokus fra vejen”

”Vi kører i forvejen altid efter forholdene, og det fjerner fokus fra vejen, hvis man skal kigge på speedometer. Jeg er bange for, at det bliver et yderligere stressmoment,” siger ambulancebehandler og tillidsrepræsentant Tobias Webber. Tor Birk Trads

For at højne sikkerheden indfører Præhospitalet i Region Midtjylland vejledende fartgrænser. Alligevel vækker initiativet bekymring hos ambulancepersonalet.

12. juni

160 kilometer i timen og maksimalt 50 procent over det tilladte – det vil sige 75 kilometer i timen i byzoner. Det vil fremover som hovedregel være fartgrænsen for ambulancer i Region Midtjylland.

Det skriver Randers Amtsavis.

”Vi gør det, fordi vi gerne vil sikre, at vores medarbejdere kommer godt og trygt frem til patienterne og hjem igen uden at aflede nogen negative effekter,” forklarer Jan Kjær Madsen, der er ambulancechef i Præhospitalet i Region Midtjylland til avisen.

”Vores ambulancefolk er i løbet af de seneste 20 år blevet uddannet rigtig, rigtig godt. De er knalddygtige, og det er nærmest små skadestuer, der kører rundt, hvor de har masser af udstyr med. Og i løbet af de samme 20 år er trafikken blevet tættere. Vi kører i større biler, og de kan køre rigtig hurtigt,” uddyber Jan Kjær Madsen og forklarer, at tiden derfor var inde til at tale om fart.

 

Hovedrysten blandt medarbejdere

De nye vejledende fartgrænser er blevet drøftet i det lokale medarbejderudvalg. Blandt menige medarbejdere er nyheden imidlertid blevet modtaget med hovedrysten, fortæller ambulancebehandler og tillidsrepræsentant Tobias Webber, der har kørt udrykning de seneste 12 år.

”Jeg synes, at intentionen om at passe på os er god, og det er sundt med dialog om, hvor hurtigt vi egentlig skal køre,” pointerer Tobias Webber overfor Fagbladet FOA og tilføjer så:

”Men jeg er ikke sikker på, at generelle hastighedsbegrænsninger er den rigtige fremgangsmåde. Vi kører i forvejen altid efter forholdene, og det fjerner fokus fra vejen, hvis man skal kigge på speedometer. Jeg er bange for, at det bliver et yderligere stressmoment. Jeg sporer samme bekymring hos mine kolleger. Folk oplever det som mistro.”

En ’mandagstræner-vurdering’

Præhospitalet vil holde øje med farten ved hjælp af ambulancernes gps-udstyr. I udgangspunktet vil det dog ikke få konsekvenser for medarbejdere, hvis de kører hurtigere end de nye vejledende fartgrænser, skriver Randers Amtsavis.

Alligevel er de nye fartgrænser med til at skabe utryghed, oplever Tobias Webber, der ikke selv har været involveret i processen bag de nye fartgrænser.

”Det bliver en ’mandagstræner-vurdering’, hvor man efterfølgende kigger på data for at se, om det var ok, at der blev kørt stærkere end den vejledende fartgrænse. Vi får ikke en liste over, hvilke situationer der giver tilladelse til at køre stærkere.”

”Jeg ser hellere, at det er reguleret i udrykningsbekendtgørelsen i stedet for, at arbejdsgiver udstikker et regelsæt. For hvem afgør, hvornår det er relevant at køre mere end 160 kilometer i timen? Det er en individuel vurdering, som kun kan laves af føreren. Og det er jo derfor, at bekendtgørelsen er formuleret så løst, som den er,” siger Tobias Webber.