Klumme: En dagplejer bør højst have fire børn

En FOA-undersøgelse blandt forældre viser, at forældre ikke ønsker et dagtilbud med én voksen til fem børn, skriver sektorformand Kim Henriksen. Malte Kristiansen

FOA vil kæmpe for, at der på næste års finanslov indføres et loft på fire børn i dagplejen.

15. februar 2021

”Gode vuggestuer og børnehaver er afgørende for at sikre et godt og trygt børneliv og udgør en vigtig ramme for vores børns hverdag, deres tidlige trivsel, læring og udvikling. Derfor blev det med finansloven for 2020 aftalt at indføre lovbundne minimumsnormeringer fra 2025.”

Sådan står der i aftalen for finanslov 2021. Ikke et ord om dagplejen – på trods af, at FOA utrætteligt har peget på, at normeringen i dagplejen på højst fem børn er et levn fra det forrige århundrede og ude af takt med aftalen om minimumsnormeringer på højst tre børn pr. pædagogisk medarbejder i vuggestuen.

Politikerne indrømmer med finansloven for 2021, at fem børn i alderen 0-2 år til én pædagogisk medarbejder er for mange, idet de i aftalen har sat et loft på højst fire børn i en privat pasningsordning. Hvorfor i alverden satte de så ikke samme loft for børn i dagplejen? Det spørgsmål vil vi i Pædagogisk Sektor stille til samtlige børneordførere på Christiansborg i en forventning om, at der på næste års finanslov indføres et loft på fire børn i dagplejen.

En FOA-undersøgelse blandt forældre viser, at forældre ikke ønsker et dagtilbud med én voksen til fem børn. Og aftalen om fem børn i dagplejen er fra 1979, hvor en tredjedel af de børn, der var i dagpleje, var 3-11 år gamle.

Det er ikke engang billigere for kommunerne at indskrive fem børn i dagplejen. Og det er ikke en god løsning for børnene og deres trivsel, læring og udvikling.