’Det må ikke ske’: Køges dagplejere kæmper mod lukning
Dagplejen i Køge Kommune udfases over fire år, hvis det står til næste års sparekatalog. Men det må ikke ske, siger dagplejerne, der i dag demonstrerer foran rådhuset inden byrådets førstebehandling.
12. september 2023
Hvad skal der ske med de sårbare børn? De børn, der har det bedst i mindre miljøer, eller som har langt til nærmeste vuggestue, hvis dagplejen i Køge Kommune bliver lukket?
”Det ville være et kæmpe tab, hvis det skulle ske, både for børnene og deres familie. Og for os,” siger dagplejer og tillidsrepræsentant Helle Thorst om næste års budgetforslag, hvor dagplejen i Køge Kommune foreslås udfaset over en periode på fire år. Noget, der vil spare kommunen for 2,5 millioner kroner fra 2027.
”Det må ikke ske. Jeg håber virkelig, at de tager forslaget af bordet,” siger Helle Thorst, som derfor har været med til at arrangere en demonstration mod forslaget på torvet foran rådhuset.
Medarbejdernes nødråb: ’Situationen i kommunerne er desperat’
Overrækker underskrifter
Her vil dagplejerne i dag klokken 16.45 overrække de godt 1.500 underskrifter imod lukningen af dagplejen til børneudvalgets formand Pernille Sylvest (S) og borgmester i Køge Kommune Marie Stærke (S) inden byrådsmødet, hvor budgetforslaget førstebehandles, går i gang klokken 17.
”Vi har fået så mange tilkendegivelser fra forældre om, hvordan dagplejen har været en redning for netop deres barn, så jeg håber, at der dukker rigtig mange op og støtter op om os,” siger Helle Thorst, der også var på torvet i formiddags sammen med cirka 30 af hendes kolleger og deres cirka 100 børn. Her havde de pyntet ladcykler og barnevogne med balloner og bamser for at gøre byens befolkning opmærksom på, at man på rådhuset går med tanker om at lukke dagplejen.
”Jeg har talt med flere politikere, som alle siger, at de ikke vil nedlægge dagplejen. Det er ikke noget, der er groet i deres baghave. Hvis baghave, forslaget så er groet i, ved jeg ikke. Vi vil i hvert fald gøre vores for, at det ikke sker.”