AstraZeneca-pausen forlænges: Det skal du vide
Der er brug for mere tid til at vurdere vaccinen fra AstraZeneca, lyder det fra myndighederne. Meget frontpersonale må dermed vente endnu længere.
25. marts 2021
For to uger siden blev vaccinen fra AstraZeneca sat på pause efter mistanke om alvorlige bivirkninger i yderst sjældne tilfælde. Nu er den pause forlænget til og med uge 15, det vil sige til den 18. april.
Det fortalte direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og Tanja Erichsen, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, på et pressemøde torsdag.
På pressemødet blev det oplyst, at der er sat flere undersøgelser i gang for at blive klogere på den eventuelle sammenhæng mellem vaccinen og indberetningerne af flere alvorlige tilfælde af blodpropper, fald i antal blodplader og blødninger.
Det skal du vide om AstraZeneca-vaccinen
"På 14 dage har vi fået etableret undersøgelser og analyser, der normalt tager flere måneder. Men vi har brug for mere tid, og derfor har vi forlænget pausen," sagde Søren Brostrøm.
Frontpersonale venter
Efter vaccinen blev sat i bero, er det gået langsomt med at vaccinere frontpersonale.
Årsagen er, at det især er frontpersonale, som er blevet tilbudt vaccinen fra AstraZeneca, forklarer Sundhedsstyrelsen i dets seneste statusrapport om vaccinationsindsatsen.
Og det er fortsat usikkert, hvornår frontpersonale, der var indstillet til vaccination med AstraZeneca-vaccinen, vil blive vaccineret, lød det fra Søren Brostrøm på pressemødet.
AstraZeneca-vaccine sat på pause: Det betyder det for dig
"Men jeg vil gerne give et løfte til frontpersonale, der enten har fået første stik eller endnu ikke har modtaget vaccine, at de får et godt og sikkert tilbud om vaccine," sagde Søren Brostrøm, der også fortalte, at det tabte hurtigt kan indhentes, hvis vaccination med AstraZeneca-vaccinen bliver genoptaget for alle målgrupper.
"Frustrerende at vente"
En af dem, der venter på andet stik med vaccinen fra AstraZeneca, er serviceassistent Lene Kvist. Og det er frustrerende, fortæller hun:
"Det er som at være i et limbo. Det er mentalt hårdt ikke at vide, hvor længe jeg skal vente og på hvad. Jeg vil bare gerne være færdigvaccineret. Og jeg synes faktisk ikke, at de kan være det bekendt over for os frontpersonale. Det er som om, at vi hele tiden bliver skubbet til side," siger Lene Kvist.
Serviceassistenten kan dog sagtens forstå, at en eventuel sammenhæng mellem vaccinen og de alvorlige sygdomstilfælde bliver undersøgt til bunds.
Vaccinationer med AstraZeneca sættes på pause efter mistanke om alvorlige bivirkninger
"Men personligt er jeg overhovedet ikke bekymret. Men jeg har da kolleger, som er nervøse og vil sige nej tak, hvis de får tilbudt vaccinen fra AstraZeneca," siger Lene Kvist.
På pressemødet torsdag understregede Søren Brostrøm, at vaccine mod covid-19 ikke blot er et tilbud men også en anbefaling. Og det er endnu en grund til at forlænge pausen, pointerede direktøren:
"Det er ekstremt vigtigt for mig at kunne sige til for eksempel frontpersonale, at den her vaccine ville jeg selv tage og anbefale til mine nærmeste. Det skal jeg kunne sige med sikkerhed i stemmen."
På pressemødet fortalte Søren Brostrøm også, at man ikke mister retten til gratis vaccine, hvis man takker nej til eksempelvis vaccinen fra AstraZeneca.
Han understregede dog samtidig, at han håber, at folk følger anbefalingerne og takker ja til den vaccine, de får tilbudt.
Sagen kort
11. marts blev vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen sat på pause. Det skete efter indberetninger om alvorlige og sjældne sygdomstilfælde i form af blodpropper, blødninger og lavt antal blodplader blandt nyvaccinerede - heriblandt en 60-årig dansk kvinde, som døde efter en blodprop.
Siden er eventuel sammenhæng mellem de sjældne sygdomstilfælde og vaccinen fra AstraZeneca blevet undersøgt. Det er ikke bekræftet, at der er sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne sygdomstilfælde.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefalede i sidste uge at genoptage brugen af vaccinen. Vurderingen var, at vaccinen er effektiv og sikker - og at fordelene ved vaccinen opvejer risikoen for bivirkninger.
Det kan ifølge EMA dog ikke udelukkes, at der er en sammenhæng mellem vaccinen fra AstraZeneca og de sjældne sygdomstilfælde og dødsfald. Ud af knap 20 millioner vaccinerede med AstraZeneca havde 25 personer oplevet en form for blødning eller blodprop, fortalte EMA den 18. marts.
Flere lande har genoptaget
Efter EMA's udmelding i sidste uge valgte en række lande at tage vaccinen fra AstraZeneca i brug igen.
Og onsdag i denne uge besluttede Finland og Island at genoptage brugen af vaccinen fra AstraZeneca - dog kun til udvalgte aldersgrupper. I Finland skal du således være fyldt 65 år, før du kan blive tilbudt vaccinen fra AstraZeneca, mens du i Island skal være over 70 år.
52 procent af danskerne vil takke ja til vaccinen fra AstraZeneca, mens en tredjedel vil sige nej. De resterende 15 procent er uafklarede. Det viser en ny måling fra Megafon for Politiken og TV2.
I Danmark har foreløbig knap 150.000 personer modtaget vaccinen fra AstraZeneca.