Forældre i panik over børns doktorlege: Her er de klassiske misforståelser 

Voksne kan blive forskrækkede over børns doktorlege i puderummet, og det skyldes ofte, at vi tillægger børns udforskning af egen og andres krop en seksuel betydning i voksen forstand. Men det er slet ikke det, der er på spil, siger forfatter Anna Louise Stevnhøj. Børn udforsker bare, ligesom de udforsker ting, de finder på legepladsen. ”Vi skal skelne meget kraftigt mellem børns seksualitet og en voksen seksualitet,” siger hun. Colourbox

Som medarbejder kan man være bekymret for forældrenes reaktion, når doktorlegene tager over i børnehavens puderum. Det gør, at man kan blive usikker på, hvor grænserne skal sættes, siger Anna Louise Stevnhøj, forfatter bag flere bøger om børns seksualitet.

17. august 2023

Skal man ikke sætte grænser? Skal man undgå at italesætte over for børnene, når legen går for vidt? Og skal man lade børnene lege i puderummet uden opsyn for ikke at forstyrre?

Der opstår hurtigt misforståelser, når emnet er børns seksualitet. Det viste også facebooktråden under Færdigt Arbejdes podcast om børns seksualitet, hvor en, der var opvokset i udlandet, for eksempel skrev: ”Jeg forstår ikke helt nødvendigheden i, at børn skal kunne udforske hinandens kroppe fysisk uden opsyn.”

Men det er heller ikke det, der er på spil, siger Anna Louise Stevnhøj, der er forfatter, foredragsholder og journalist, og som det meste af sit arbejdsliv har beskæftiget sig med netop børns seksualitet, og hvordan vi håndterer det – også i dagtilbud.

Voksne bliver bange

”En misforståelse, der går igen, når jeg holder foredrag, er, at man ikke skal sætte grænser. Eller at man ikke må stoppe børn i deres leg eller regulere dem. Min pointe er netop, at man skal prøve at se på det her område, som vi ser på alt andet, når vi har med børn at gøre. Og vi regulerer jo børn – vi sætter grænser. Det er vi nødt til, når vi har en gruppe af børn,” siger Anna Louise Stevnhøj, som understreger, at når vi ser på de lege, hvor børn udforsker hinandens kroppe, så skal vi vurdere dem som alle mulige andre lege.

”Når børn leger, så er det ikke altid harmonisk. De kan have svært ved at aflæse det andet barns signaler, og det skal vi hjælpe dem med. Nogle børn er mere dominerende end andre. Nogle har svært ved at forstå, når de er gået over andres grænser. Og nogle børn har sværere ved at sætte egne grænser end andre, ligesom børn også bliver uvenner, når de leger. Men vi bliver bare ikke lige så bange for det, når de leger butik ude på legepladsen.”

Læs også: Institutioner har mere fokus på børns seksualitet

Børns og voksnes seksualitet er forskellig

Hvorfor bliver vi bange?

”Vi kommer hurtigt til at sammenligne børns seksualitet med den voksne seksualitet, så vi kommer til at læse en voksen seksualitet ind i børns seksualitet. Men det er helt afgørende at skelne,” siger Anna Louise Stevnhøj og nævner som eksempel, at hvis vi som voksne ser en kvinde i undertøj, der går med pisk, så tillægger vi det en helt anden betydning, end børn ville gøre. Børn ser bare en person i udklædningstøj.

”Det er derfor, vi nemt kan blive bange. Eller vi begynder at tale om grænseoverskridelser. Men det er ikke det, det handler om. Det handler om leg, hvor børnene er nysgerrige på kroppen og det, den kan. Ligesom de er nysgerrige på noget, de har fundet ude på legepladsen.”

Men skal vi sætte grænser?

”Ja, selvfølgelig,” lyder det prompte fra Anna Louise Stevnhøj.

”Vi er vant til at lave konflikthåndtering, når børn er sammen. Og det er fuldstændigt de samme mekanismer i forhold til de her lege, hvor vi også skal sørge for, at der ikke er nogen, der gør andre kede af det. Der er nogle grænser, der er nødvendige at sætte, og her er det enormt vigtigt at sætte sig sammen som medarbejdergruppe og finde ud af, hvilke grænser man vil sætte ud fra pædagogiske refleksioner. Så man ikke bare sender børnene ud i puderummet og siger: ’At nu skal I bare udforske jer selv og hinanden, fordi I skal have frihed’.”

En praktisk tilgang

- Hvor skal grænserne så være?

”Som personalegruppe er det vigtigt at tage udgangspunkt i det, man oplever, sker mellem børn. Hvornår giver det ud fra et pædagogisk perspektiv mening at sætte de her grænser? Hvad er det, vi skal forholde os til?”

Anna Louise Stevnhøj nævner et helt konkret eksempel:

”Hvis børnene for eksempel gerne vil lege en temperaturleg og tage temperatur på hinanden i numsen, så er det fuldstændig reelt, at man som medarbejdergruppe siger: ’I må gerne lege, at I tager hinandens temperatur, men I skal gøre det udenpå underbukserne, for her i børnehaven putter vi ikke noget op i numsen, ligesom vi ikke putter noget ind i næsen, og vi putter heller ikke noget ind i øret. Fordi det kan man får rifter af, det kan gøre ondt, og der er bakterier, som man kan få ondt i maven af’. Altså at man vælger den praktiske tilgang, hvor man siger, der er bare nogle ting, der ikke er smarte. At hvis vi for eksempel går med bare numser i børnehaven, får vi tis og børneorm over det hele.”

For når man arbejder med børn i børnehaven og de små klasser i skolen, så vil man uvægerligt opleve, at der er små grupper af børn, der putter sig lidt i hjørnerne og måske kigger på hinandens numser, forklarer hun.

”Det er i bund og grund fuldstændig ufarligt, og det synes jeg langt hen ad vejen, de skal have lov til, for netop ikke at gøre det til noget skamfuldt. Hvis det altså foregår med grin og fnis. Men ligesom med alt muligt andet i børnehaven skal man have det halvvågne øje på det, der udspiller sig. Hvor man ikke nødvendigvis blander sig, men alligevel hele tiden har en fornemmelse af, hvad der foregår. Det er det vigtigste. At man bruger sin sunde fornuft og sit kendskab til børn.”

Det er også det, hun appellerer til, når et barn har en adfærd, der stikker ud. At se på barnets generelle trivsel og på, om barnet leger med andre og har det godt socialt.

Forældrenes reaktion smitter

Det er Anna Louise Stevnhøjs erfaring, at medarbejderne nogle gange får svært ved at afgøre, hvor hård en grænse de skal sætte, fordi de er bange for forældrenes reaktion.

”Det er der, man måske kommer til at censurere børnene for meget eller bliver forskrækket over noget, børnene laver. Ikke fordi man selv bliver forskrækket, men fordi man er bange for, hvordan forældrene vil reagere. Det er helt klassisk.”

Derfor er det vigtigt at informere forældrene på forhånd. Tag det op på et forældremøde, inden det bliver et tema i børnegruppen, lyder Anna Louise Stevnhøjs råd, hvor I fortæller forældrene, at det et noget, børnene interesserer sig for især i fire-femårsalderen.

”Det giver mulighed for at formidle, at den slags lege kan forekomme, og at det er helt normalt, det skal de ikke blive forskrækkede over. Det er også her, det er rigtig godt at have en politik på området, som man kan fortælle forældrene om. Det giver tryghed og sikkerhed.”

Drenge tissede hinanden i munden

Men det kræver, at personalet på forhånd har taget stilling til, hvad de synes er i orden, og hvor de skal have antennerne ude.

”Børn kan finde på nogle meget specielle ting. For eksempel hørte jeg om nogle små drenge, der havde fundet på at tisse hinanden i munden. Det var fuldstændigt normale små drenge, der lige skulle smage, hvordan det smager, og de vidste måske også, at det var noget, de ikke rigtigt måtte. Når man som forældre så hører det, så får man jo et chok. Det er helt forståeligt, at man så tænker: ’Gud, det kan umuligt være mit barn, der har fundet på det her’, og så spørger man måske ind til det hos barnet på en måde, så barnet også bliver enormt forskrækket. Og så kører krisen.”

Anna Louise Stevnhøj nævner et andet eksempel, hvor nogle børn legede en fangeleg, hvor de skulle fange hinanden, kysse hinanden og også hev lidt ned i hinandens undertøj. Men der var en pige, der ikke syntes, det var sjovt længere.

”Det var der nogle af drengene, der simpelthen ikke havde aflæst. De havde ikke forstået, at pigen mente det, når hun sagde, at hun ikke ville være med. De troede, at hendes afvisning stadig var en del af legen. Så de holdt hende fast og trak underbukserne af hende. De gjorde det ikke for at genere hende, men fordi de stadig troede, at hun var med i legen. Lige der kommer forældrene for at hente, og de ser deres datter, der ligger på jorden og græder med underbukserne ved siden af sig. Hun er sur og ked af det, fordi hun havde sagt fra. Forældrene blev selvfølgelig enormt oprørte.”

- Men er det ikke også helt forståeligt, at forældrenes alarmklokker ringer?

”Jo. Og jeg tror da også, at jeg ville reagere sådan, hvis jeg ikke havde beskæftiget mig med netop det, jeg gør og vidste det, jeg ved. Det er enormt sårbart og kræver tillid mellem forældre og personale at håndtere sådan en situation. Her kan man få et lille forspring ved netop at have taget diskussionen med forældrene langt tidligere på et forældremøde, hvor man har sagt, at den slags lege forekommer, at det er helt naturligt, og at personalet selvfølgelig holder øje med børnene og passer på, at der ikke er nogen, der bliver kede af det.”

Konflikt kan ikke undgås

For børn kommer til at gøre hinanden kede af det – hvad enten det sker i en doktorleg i puderummet, eller ude på klatrestativet på legepladsen.

”De kommer til at gøre hinanden sure. De kommer til at gøre noget, de andre ikke bryder sig om. Men det er jo bestemt ikke det samme som seksuelle overgreb.”

Det bedste, de voksne kan gøre, er at hjælpe børnene med grænser, så de lærer at aflæse hinanden, respektere andres grænser og selv at holde på sine.

”Det gør man fuldstændig på samme måde, når det gælder børns seksualitet, som i alle mulige andre situationer i løbet af dagligdagen i en børnehave. Ligesom i anti-mobbeprogrammer, hvor man allerede i vuggestuen lærer børn at sige nej.”

Du kan høre Fagbladet FOAs podcast ’Færdigt Arbejde’ om børns seksualitet her.

Hvornår skal jeg blive bekymret?

Hovedparten af al seksuel leg og adfærd blandt børn er normal. Men der er i sjældne tilfælde børn, der udviser bekymrende/grænseoverskridende seksuel adfærd.
Børns seksuelle adfærd bliver problematisk, når:

•  Andre børn trues eller lokkes til at deltage i de seksuelle aktiviteter
•  Den ledsages af skyld eller skam, når aktiviteterne opdages
•  Adfærden indeholder aktiviteter, som ikke er alderssvarende (for eksempel en 4-årig, der introducerer oralsex)
•  Der er tydelige forskelle mellem de involverede børn i forhold til alder, udviklingsstadie mv.
•  Et eller flere af børnene udviser aggressiv adfærd, er ulykkeligt eller bange.

Du kan læse mere i ”Den professionelle tvivl”, som er udgivet af Socialstyrelsen, og som kan hentes her

Kilde: Anna Louise Stevnhøj