Dagplejer udgiver sine egne bøger til de små
Dagplejer Tina Kristensen savnede bøger, der kunne fange de helt små børn. Nu udgiver hun dem selv.
08. august 2023
Er der ikke gode bøger på biblioteket?
Jo, men jeg synes, der mangler noget, der fanger de små, som ikke rigtig taler endnu – dem på omkring 10 måneder. Derfor udgav jeg i 2018 min første bog, og nu er jeg færdig med min tredje om Edderkoppen Edna. Den er på otte sider, så alle kan være med og holde koncentrationen. Det giver en følelse af samhørighed.
Er det ikke kedeligt for de store?
Nej, de elsker genkendeligheden, og de går forrest med at vise fagterne og sige de lyde, der hører med til historien. I den nye bog er der en sur bænkebider, som vifter med sin pegefinger foran de andre insekter. Når børnene ser bænkebideren, er de straks klar med deres pegefinger. De ved, hvad der forventes af dem, og de er vilde med, at der er så meget mimik, og at de skal bruge deres mund – suge og puste og sige lyde som for eksempel en ugle.
Hvorfor gavner det fællesskabet?
Det, at vi laver de samme fagter og siger de samme lyde, får dem til at føle sig som en del af en gruppe, der har noget sammen. Jeg lever mig meget ind i historien, og det får børnene til at fokusere – og så er det fedt at juble sammen, når vi skal slå en kæmpe prut, fordi julemanden gør det.
Hvad har du fået af feedback?
Jeg har fået meget positiv respons – også fra sprogpædagoger. Og så er der jo mine dagplejebørn, som er prøveklude. De har et skarpt blik for ting, der ikke stemmer. I min nye bog er der en mariehøne, der har slået sig, så den får plaster på. Da jeg bladrer om til næste side, siger en af drengene: Hvor er plastret henne? Så måtte jeg ringe til tegneren og få et plaster på. Det er dejlig børnelogik.