Nyt samarbejde skal forebygge skud med fyrværkeri mod brandfolk

Ifølge Danske Beredskaber var der sidste nytår 17 episoder rundt omkring i landet, hvor der blev skudt med fyrværkeri mod brandfolk. Colourbox

Københavns Politi, Hovedstadens Beredskab og SSP har indgået et samarbejde for at undgå, at brandfolk og politibetjente på arbejde bliver beskudt med fyrværkeri til nytår. Kampagnen starter samtidig med, at straffen for at skyde fyrværkeri mod tjenestefolk bliver skærpet.  

15. december 2020

De seneste år har der været flere episoder, hvor unge mennesker har skudt med bomberør og raketter mod blandt andre brandfolk og politi nytårsaften. Derfor har Hovedstadens Beredskab indgået et samarbejde med Københavns Politi og SSP - samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi - for at komme beskydningerne til livs.

”Når vi samler kræfterne, kan vi selvfølgelig noget mere, og så har SSP en erfaring med at nå den målgruppe, vi gerne vil nå. Og det er de superdygtige til, så det er vi glade for,” fortæller Tim Ole Simonsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab. 

Læs også: Så mange gange blev brandfolk skudt efter med fyrværkeri nytårsaften

En uniform virker på budskaber
Egentlig ville beredskab, politi og SSP gerne have lavet noget opsøgende arbejde. For eksempel ville de gerne med deres udrykningskøretøjer have besøgt de boligområder i dagene op til nytår, hvor der før har været beskydninger for at hilse på de unge mennesker, der bor der. Det har corona sat en stopper for.

Men inden det meste af København blev lukket ned, nåede de sammen at besøge nogle ungdomsklubber på Nørrebro og Amager og en enkelt moske som en del af optakten til kampagnen. Det virker bedre, at beredskab, politi og SSP selv kommer på besøg og fortæller om problemerne, end hvis en pædagog løfter pegefingeren, fortæller Tim Ole Simonsen. 

”De unge mennesker er altid glade for at tale med os. Vi har en idé om, at budskabet når længere, når vi, som arbejder med det, kommer ud i vores uniformer,” siger han.

Da budskabet ikke på samme måde som planlagt kan nå ud gennem fysisk kontakt til borgerne i år, kommer kampagnen til primært at køre via de sociale medier. Men beredskabet har fået nogle sikkerhedsbriller, som de kan dele ud, hvis de møder nogle af de unge mennesker, når de er på andre opgaver.

"Så har de sikkerhedsbrillerne med som icebreaker til at komme i dialog med dem," siger Tim.

Ny skærpelse i loven

Samtidig med kampagnens start i dag tirsdag den 15. december bliver der også vedtaget en selvstændig paragraf i straffeloven, som skærper straffen ved angreb med genstande – for eksempel fyrværkeri – mod personer i offentlig tjeneste. Straffen skærpes med en tredjedel.

”Man må selvfølgelig ikke kaste fyrværkeri efter nogen, men kaster man det efter dem, der hjælper andre, så får man altså nu en hårdere straf. Den anledning bruger vi til at skabe lidt fokus på problemet,” siger operationschef i Hovedstadens Beredskab, Tim Ole Simonsen.