Fysisk hårdt arbejde giver flere sygedage
Lønmodtagere i 50’erne med fysisk hårdt arbejde har i gennemsnit en arbejdsuges mere sygefravær end jævnaldrende uden fysisk hårdt arbejde. Der mangler en realistisk forståelse af, hvad man kan klare i de sidste år af sit arbejdsliv, mener arbejdsmediciner.
10. september 2020
Lønmodtagere i 50’erne med fysisk hårdt arbejde har i gennemsnit lidt over 14 dages sygefravær om året. Ansatte i samme aldersgruppe uden fysisk hårdt arbejde har 9 dages sygefravær. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Professor: Vi har en gammeldags forståelse
Johan Hviid Andersen, professor ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, har igennem mange år set mennesker med fysisk hårdt arbejde som patienter. Han mener, at der mangler en realistisk forståelse af, hvad man kan klare, når man kommer op i årene.
”Man bør diskutere arbejdsmiljøet for ansatte – allerede når de er i 50’erne. Det har man ikke taget hul på, fordi man har en gammeldags forestilling om, at folk starter på et arbejde som 20-21-årige, og så bliver de ved, indtil de går på pension, og at de stort set kan lave det samme i hele perioden. Sådan er det ikke,” siger Johan Hviid Andersen.
Læs også: Nedslidning giver problemer – her er nogle løsninger
Læs også: Sosu reddede borger og smadrede sin ryg: Vi skal sige nej til nedslidning
”Vi bakker op om retten til tidlig pension, men det er ikke nok i sig selv – det allerbedste ville være at satse på et godt arbejdsmiljø. Vi skal have arbejdsfællesskaber, der sikrer, at man går lige så sund hjem fra arbejde, som da man mødte ind om morgenen,” siger hun.