Topøkonom til FOA-medlemmer: Der bliver råd til små lønforhøjelser

”Der er forskel på, om man bruger pengene én gang eller flere gange,” lyder tidligere overvismand Michael Svarers forklaring i Fagbladet FOAs hjælpepakke til at forstå hjælpepakker. Ida Østerlund

Under coronakrisen har staten lånt milliarder af kroner til hjælpepakker. Men det trick kan ifølge tidligere overvismand Michael Svarer ikke bruges, når offentligt ansatte skal have nye overenskomster næste år. Han tror på, at FOAs medlemmer får lille lønforhøjelse, men siger også, der ikke er råd til en ekstra belønning for deres corona-indsats.

15. juli 2020

Coronakrisen har udviklet sig fra at være en sundhedskrise til nu også at være en økonomisk krise. Derfor har regeringen og Folketinget de seneste måneder forhandlet sig frem til forskellige hjælpepakker for at holde hånden under den danske økonomi.

I alt har staten lånt over 200 milliarder kroner til at finansiere den redningsaktion, men det ’trick’ kan ifølge den tidligere økonomiske overvismand Michael Svarer ikke bruges, når der næste år skal forhandles nye overenskomster for 820.000 ansatte i staten, regionerne og kommunerne.

Der er nemlig, som den aarhusianske økonomiprofessor formulerer det, ’tale om to forskellige former for udgifter.

”Der er forskel på, om man bruger pengene én gang, eller om man bruger dem permanent. Hjælpepakker er midlertidige. De er etårige. Hvis man giver lønstigninger, er det permanent. Sætter vi lønnen op med 2,5 procent i år, så er den jo 2,5 procent højere alle fremtidige år,” siger Michael Svarer, der under krisen har fungeret som en af regeringens corona-økonomer.

Hvis jeg var ansat på FOA-overenskomst, ville jeg ikke være så bekymret for, at der ikke skulle være råd til lønforhøjelser.

Michael Svarer, professor i økonomi, Aarhus Universitet

Gratis at låne penge

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Danmark kunne låne de mange milliarder til hjælpepakkerne, fordi landet har en sund økonomi, forklarer Michael Svarer og noterer samtidig, at beskæftigelsen også var meget høj, da coronakrisen satte ind.

Samtidig var det held i uheld, at Danmark havde brug for at låne pengene netop nu. Lige for tiden er renten nemlig meget lav.

”Det betyder, at det ikke koster noget at låne pengene. De skal selvfølgelig betales tilbage på et tidspunkt, men det tidspunkt kan godt ligge meget langt ud i fremtiden,” siger Michael Svarer.

Mange lån kan føre til gældsspiral

Når det gælder løn til FOA-medlemmer og andre offentligt ansattes løn, kan man helt principielt godt låne pengene ifølge Michael Svarer. Ligesom det er tilfældet med hjælpepakkerne. Men det vil dog betyde, at landet vil opbygge en masse gæld, som vil vokse sig større og større.

”Hvis man bliver ved med at optage gæld – vi kalder det en gældsspiral – som man har set i nogle sydeuropæiske lande, kan man på et tidspunkt ikke låne mere. Og hvis man skylder penge, man ikke kan skaffe, går man konkurs,” siger Michael Svarer.

Drop bekymringen 

Som Fagbladet FOA tidligere har beskrevet, kan coronakrisen påvirke forhandlingerne om nye overenskomster i 2021 på grund af reguleringsordningen, som betyder, at lønningerne på det private og offentlige arbejdsmarked følges ad.

Læs også: Quiz: Kan du dit fagblad

Flere steder på det private arbejdsmarked er de ansatte gået ned i løn på grund af coronakrisen, og det kan smitte af på de kommende forhandlinger. Men økonomiprofessoren tror ikke, at FOAs medlemmer skal være bekymrede.

”Mit bedste bud er, at de lokale aftaler for virksomheder ikke kommer til at spille ind i overenskomstforhandlingerne. Aftalerne er jo midlertidige. Nationalbanken, Finansministeriet og de økonomiske vismænd har lavet prognoser for økonomien, og de tror, at vi er ret godt tilbage på det tidspunkt,” siger Michael Svarer og tilføjer, at vurderingen er forbundet med meget usikkerhed.

”Kommer der en anden bølge, eller går tingene helt amok i udlandet, kan det være, det ser anderledes ud. Der er mange usikkerheder. Men der er også mange ting, der taler for, at vi kommer tilbage til mere normale tilstande. Hvis jeg var ansat på FOA-overenskomst, ville jeg ikke være så bekymret for, at der ikke skulle være råd til lønforhøjelser,” siger Michael Svarer.

Ingen udsigt til ekstra belønning

Til gengæld tror han ikke på, at FOAs medlemmer skal forvente en ekstra belønning for deres store indsats under coronakrisen.

”Selvom man har et arbejde, hvor man har været i frontlinjen herunder corona, og hvor man virkelig har arbejdet hårdt og haft en vigtig rolle i samfundet, så tror jeg ikke nødvendigvis, at man skal forvente, at det afspejles ekstra i lønforhandlingen. Det er mere de overordnede strukturer på arbejdsmarkedet, der styrer det. Jeg har ikke før set, at nogen har fået en ekstra belønning,” siger Michael Svarer.