Næste fase af genåbningen på plads: Se hvem aftalen omfatter

Statsminister Mette Frederiksen kom torsdag aften med en god nyhed til eleverne på erhvervsskolerne. Genåbningen af Danmark i fase 2 betyder, at de kan komme tilbage på skolerne fra 18. maj. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er plads til en større genåbning af Danmark i fase 2. Det slog statsministeren fast, da hun torsdag præsenterede den aftale, der er landet mellem partilederne. Aftalen vækker glæde hos FOA og Danske Erhvervsskoler.

08. maj 2020

Opdateret 08.05.2020 med aftale om fase 3 og 4 af genåbningen.

Mandag den 11. maj starter næste fase af genåbningen. Det står klart, efter at statsminister Mette Frederiksen præsenterede fase 2 af genåbningen torsdag aften.

Dermed er det næsten to måneder siden, at hun ved et pressemøde lukkede store dele af landet ned på grund af coronavirus.

Aftalen, som partilederne forhandlede på plads torsdag, betyder, at genåbningen i fase 2 for alvor begynder mandag 11. maj med en fuld genåbning af detailhandlen – deriblandt storcentre. Fra mandag 18. maj følger genåbning af blandt andet 6.-10. klasser, efterskoler, restauranter, idrætsliv uden tilskuere samt erhvervsuddannelser.

Læs også: Virtuel eksamen gjorde Connie til nyuddannet sosu-hjælper

Eleverne er savnet

Særligt den sidstnævnte genåbning vækker glæde hos Danske Erhvervsskoler, der nu kan se frem til at få alle elever tilbage på skolerne.

”Praktiske uddannelser kræver nu engang praktisk undervisning. Derfor er vi også meget glade for, at aftalen nu gælder alle elever på erhvervsuddannelserne. Skolerne har i den grad efterspurgt at få eleverne tilbage,” siger direktør for Danske Erhvervsskoler Lars Kunov.

Skolerne har siden april holdt åben for de elever, der er i gang med deres sidste år i hovedforløbet. Men nu er det altså alle elever, der kan komme tilbage til undervisningen. Det bliver dog også til en helt ny hverdag, slår Danske Erhvervsskoler fast.

Læs også: Kend din ret: Det betyder coronakrisen for elever

Afventer retningslinjer

Skolerne skal lige som alle andre efterleve de retningslinjer, som der lige nu bliver arbejdet på fra Sundhedsstyrelsens side. Krav som afstand og god håndhygiejne. Desuden gælder forbud for forsamlinger over 10 personer stadig.

”Vi står over for en kæmpe opgave, men jeg er sikker på, at vi nok skal løse den,” tilføjer Lars Kunov.

Også FOAs formand, Mona Striib, glæder sig over den fulde genåbning af alle erhvervsskolerne.

”Vi ser frem til at få gang i alle uddannelser. For erhvervsuddannelserne gælder det som for alle andre, at det er vigtigt at få gode vejledninger på plads fra starten. Og der ligger i forvejen masser af god viden, som man kan bruge, hvis man er i tvivl,” tilføjer Mona Striib.

Fredag 8. maj landede i øvrigt en aftale om fase 3 og 4 af genåbningen, som starter 8. juni, hvis smitteforholdene tillader det. Her kan blandt andet voksenuddannelser som AMU og sprogcentre genåbne. Det samme kan højskoler, aftenskoler, udendørs forlystelsesparker og sommeraktiviteter for børn og unge. Fase 4 starter til august og omfatter blandt andet svømmehaller, badelande og legelande.

Der diskuteres fortsat, om dele af landet kan åbne før andre lige som det endnu er uafklaret, hvornår grænserne kan åbne.