Sosu i ældreplejen: Jeg føler mig ikke godt nok beskyttet
I mindst 35 kommuner er der nu coronasmitte blandt borgere og personale i ældreplejen. ”Det er meget, meget underligt, at Sundhedsstyrelsen ikke synes, vi skal have mundbind på,” siger social- og sundhedsassistent Suzanne Pedersen.
04. april 2020
Social- og sundhedsassistent Suzanne Pedersen føler sig ikke godt nok beskyttet.
Og hun føler heller ikke, at hun beskytter de ældre i hjemmeplejen godt nok med de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen p.t. har udstukket til landets plejepersonale.
Læs også: Rystet direktør i Ældresagen: Pleje-personalet er vores helte
”Det er meget, meget underligt, at Sundhedsstyrelsen synes, at vi som for eksempel går i borgernes hjem ikke skal have mundbind på,” siger Suzanne Pedersen, der arbejder i hjemmeplejen i Gladsaxe Kommune og er tidligere arbejdsmiljørepræsentant.Det mener hun ikke mindst i lyset af den undersøgelse, DR har offentliggjort i dag. Den viser, at der nu er udbrudt smitte blandt personale og ældre i ældreplejen i mindst 35 af landets 98 kommuner.
”Jeg føler ikke, at jeg beskytter hverken mig selv eller de borgere, vi kommer hos, godt nok med de retningslinjer, der er nu,” siger hun.
Tæt på ved sårpleje
Sundhedsstyrelsens retningslinjer foreskriver plejepersonalet at bruge værnemidler, hvis der er konstateret eller stærk mistanke om coronasmitte blandt de ældre borgere. Ellers skal man overholde de almindelige hygiejniske principper og holde afstand, hvor man kan.
Læs også: Pressemøde sætter øget fokus på beskyttelse af sundhedspersonalet
Men Suzanne Pedersen kan ikke undgå at komme tæt på. Når hun giver medicin, når hun måler blodsukker og giver insulin, ved sårpleje og når hun vender og drejer sengeliggende eller skifter en ble.”Det kan man jo ikke gøre to meter væk fra borgeren. Det er umuligt. Vores borgere er svage, og det kan meget nemt få alvorlige konsekvenser, hvis de bliver smittede, netop fordi de har diabetes, hjerte-kar-sygdomme, cancer og andre grundsygdomme,” siger hun.
Gør hvad hun kan
Selvfølgelig er hun bekymret, understreger hun. Både for selv at blive smittet, for at bringe smitten rundt til borgerne og for at tage den med hjem til sin mand, der har en kronisk sygdom.
”Jeg gør alt, hvad jeg kan. Jeg spritter hænder rigtig, rigtig mange gange, jeg bruger albuer til håndtag og forsøger at gøre alle de rigtige ting. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke synes, at vi skal bruge flere værnemidler i hjemmeplejen.”
Fungerer ikke i praksis
Spredningen af coronasmitten til plejehjemmene i mange kommuner bekymrer også formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann.
”Så holder man lige vejret – har vi grebet den eller skal vi frygte det værste?” spørger han på baggrund af DRs kortlægning.
I Brønderslev Kommune er der eksempelvis på et enkelt plejecenter ni ansatte og seks beboere smittet med Coronavirus. I Vallensbæk er en død, tre indlagt på sygehus og otte i isolation fra et og samme plejecenter. Og i Roskilde er fire beboere og syv ansatte fra samme plejecenter smittede med Coronavirus.
Læs også: Flere plejecentre kæmper med udbrud af coronavirus
”Vi har bedt Sundhedsstyrelsen om at gå tilbage og se på retningslinjerne igen, for der er noget, der ikke fungerer. Lige nu står der ikke noget om, at man skal beskytte sig ekstra, hvis der ikke er tegn på smitte. Men vi ved jo, at der først er tegn efter 14 dage, og så kan man altså smitte i de 14 dage,” siger Torben Hollmann. Han mener, at der er risiko for at brede smitten endnu mere ud, hvis ikke det sker.”Vi risikerer meget alvorlige konsekvenser for de ældre, og vi risikerer, at der bliver sendt en masse personale hjem. Og hvis ældreområdet kollapser, så har vi altså et problem i samfundet,” siger han.
Fyldte hospitaler
For ældreområdet og sundhedsvæsenet hænger sammen. Hvis ikke man har værnemidler på ældreområdet, risikerer hospitalerne at blive fyldt op, og det kan systemerne ikke holde til, lyder pointen fra Torben Hollmann.
”Vi skal have brudt smittekæderne hurtigst muligt, og derfor skal der være værnemidler til dem, der er tættest på borgerne, og det er FOAs medlemmer. De står sammen med borgere i den personlige pleje i en halv time-trekvarter, og der kan man ikke stå to meter væk,” siger han.
Læs også: Mange ansatte og beboere ramt af corona-virus på plejecenter
For de ældre skal hjælpes, krise eller ej.”Derfor er det nødvendigt at man får styr på forsyningsdelen i forhold til hjælpemidler. Man skal se på den strategi, man har brugt for uddeling af værnemidler, så man kan få dem ud der, hvor smittevejene er. Og så skal der testes meget, meget mere,” siger Torben Hollmann.
Du kan læse Sundhedsstyrelsens retningslinjer for dig, der er i plejen her.
(Note: Disse retningslinjer er efterfølgende blevet afpubliceret. I stedet finder du seneste materiale fra Sundhedsstyrelsen her: COVID-19: Sundheds- og ældresektoren samt indsatser til socialt udsatte)