Simones mand er kronisk syg: Hun frygter at bringe coronasmitte hjem

Simone Larsen arbejder som social- og sundhedshjælper, men har også en kronisk syg mand. Det bekymrer hende, når hun besøger de borgere, hun skal passe.  Privatfoto

Social- og sundhedspersonale, der har kronisk syge pårørende, er ekstra bange for at blive smittet med coronavirus. FOA råder til, at man snakker med sin lokale leder, hvis man er særligt nervøs for bestemte arbejdsopgaver.

05. april 2020

Simone Larsen er nervøs. 
 
Hun er ansat som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen C.S Møllersvej i Skagen, hvor hun cykler ud til borgere. Men hun har også en mand, der lider af kronisk betændelse i bugspytkirtlen og derfor har et dårligt immunforsvar. 
 
Hun har siden coronasmitten kom til Danmark været i tvivl om, hvad man stiller op, når man bor sammen med en kronisk syg og samtidig arbejder i en kritisk samfundsfunktion.
 
”Jeg er endt med at tænke, at det nok skal gå. For det gør man jo. Mine kolleger er også pressede, og nogle af mine borgere har allerede fået reduceret deres besøg, så jeg synes, det er synd, hvis de får endnu færre,” siger hun, selvom hun er bekymret for at bringe smitten hjem. 
 

Læs også: Ekspert om ældreplejen: Menneskelig kontakt skal komme før løsning af opgaverne  

Simone Larsen og hendes mand har isoleret sig, så de ikke er i kontakt med andre end hinanden og de borgere, Simone Larsen skal besøge. Faktisk har de isoleret sig så meget, at de ikke sover i samme rum, og så gør de hele tiden rent. 
 
“Vi gør alt det, vi kan, men vi er nødt til at tage det en dag ad gangen. Min mand er ikke på arbejde i øjeblikket. Han er hjemsendt, så det er godt nok,” siger hun. 
 

Snak med din leder 

Simone Larsen prøver i videst muligt omfang ikke at tænke på risikoen for at blive smittet af de borgere, hun besøger.
 
Hun ved ikke, om nogen af dem er smittede, men hun har en enkelt, der hoster rigtigt meget, og som hun kan være nervøs for at besøge. 
 
“Jeg prøver at tænke på, at det ikke er så slemt, så længe jeg holder afstand. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg kan gå med smitten uden at vide det,” siger hun. 
 

Læs også: Forsker: Flere plejeskandaler i vente efter Kongsgården

Torben Hollmann, der er er sektorformand i Social- og Sundhedssektoren i FOA, anerkender, at frygten for at bringe smitten hjem til en særlig sårbar er berettiget, og hans bedste råd er at snakke med den nærmeste leder.
 
”Undersøg muligheden for at blive fritaget fra nogle af de opgaver, du er mest utryg ved. Og husk så at følge de generelle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne,”  siger han. 

Ingen konkrete retningslinjer 

Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt ingen konkrete retningslinjer til de medarbejdere, der stadig møder fysisk på arbejde, og som er nervøse for at bringe smitten hjem til pårørende i en af risikogrupperne. Men de har nogle generelle råd til, hvordan man skal forholde sig som pårørende til en særlig sårbar.
 

Læs også: Rengøring i dagplejen: Kommuner afsætter ikke ekstra ressourcer

De anbefaler blandt andet, at man bruger handsker, hvis man går ud, mindsker fysisk kontakt, beder andre om at tage hensyn, undgår at røre næse, mund og øjne, hvis man ikke har rene hænder. Og at man holder afstand til andre mennesker, specielt dem, der ser ud til at være syge. 
 
Du kan læse mere i Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer.
 

Ingen ret til lønnet fravær 

Da der ikke er konkrete retningslinjer, har Kommunernes Landsforening meldt ud, at medarbejderne ikke har ret til almindelig lønnet fravær, hvis de frygter at tage på arbejde på grund af smitterisiko. 
 
Den vurdering er Torben Hollmann enig i. 
 
”Problemet er, at man ikke ved, hvor folk bliver smittet henne. Medarbejdere kan lige så godt blive smittet, mens de er ude og handle,” siger han og understreger, at problemet skal løses lokalt på arbejdspladserne.