Dagens coronahelt, dag 4

"Lige præcis jer har vi brug for mere end nogensinde i den kommende tid." - Statsminister Mette Frederiksen, 11. marts 2020 Privatfoto

Hans Jensen, 50 år, portør, Rigshospitalet Glostrup.

15. marts 2020

Hospitalet er meget, meget roligt, vil jeg sige. Folk har respekteret opfordringen til, at man ikke møder ind til sygehusbesøg, så lige nu, hvor jeg sidder i forhallen, er der kun mig. 

Stemningen blandt os medarbejdere er professionel, selvom der har været små uvisheder og forskellige delte meninger om, hvordan man skal håndtere nogle ting. Vi portører skal lave hjertekardiogrammer, og der har været usikkerhed om, hvordan vi gør det på en stue, hvor der er nogen, der ligger til observation for coronavirus. Men vores arbejdsmiljørepræsentant har været på arbejde i dag, og så har vi fået en afklaring på det. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi nok skal klare det her, hvis alle tager deres forholdsregler og hører efter, hvad der bliver meldt ud fra myndighederne. Men jeg synes, at mediedækningen er skruet alt for højt op. Det kan blive for meget, og det er som om, at der slet ikke sker andet ude i verden.