Banken må bruge – men ikke misbruge – dine betalingsdata

Har du overvejet, om bankens medarbejdere kan se dine kontoudtog og få indblik i alle detaljer i din privatøkonomi? I givet fald behøver du ikke være så bekymret.

Ifølge betalingsloven har banken ganske vist ret til at se dine samlede betalingsoplysninger, når den for eksempel vurderer, om du må få et lån. Bankrådgiveren må se dit forbrug opdelt i kategorier som bolig, dagligvarer, transport og fritid.

Men rådgiveren må ikke tjekke den enkeltes post og se, om du spiller, går på værtshus eller har medicinudgifter ud over det sædvanlige.

Kigger et år tilbage

Fagbladet FOA har spurgt de to største banker, hvordan de bruger betalingsdata. Danske Bank oplyser, at den opdeler kundens forbrug i kategorier, mens Nordea går mindre i detaljen.

”Ved kreditvurdering ser bankrådgiveren på kundens økonomi de seneste 12 måneder – de samlede indbetalinger, samlede faste udbetalinger og låneydelser.”

”Betalingsoplysningerne deles ikke i kategorier, og systemet er sat op, så bankrådgiveren ikke kan se, om der er købt pizza eller festivalbilletter,” siger Michael Hagen Jensen, der er kreditchef i Nordea.

Ansatte i kontaktcentret kan dog se mere – som eksempelvis den enkelte betaling – når kunden ringer. Men det er ulovligt at bruge konkrete betalingsdata til at give dig dårligere vilkår, end du ville få, hvis banken ikke havde dette kendskab. Kun din samlede økonomi må spille ind, når banken fastsætter eksempelvis renten på et lån.

Tilfredshed hos Tænk

Vicedirektør Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk udtrykker tilfredshed over, at den danske betalingslov har stramme regler for brug af betalingsdata til andet end at gennemføre selve betalingerne.

”Betalingsoplysninger er meget personfølsomme data. De tegner et detaljeret billede af vores livsstil. Hvis virksomhederne ved mere om os, end vi ved om dem, giver det et ulige magtforhold,” siger han og tilføjer:

”En risiko kunne være, at butikker satte individuelle priser ud fra en analyse af den enkeltes vilje og evne til at betale for bestemte varer.”