7 ud af 10 løber hurtigere på jobbet

71 procent af FOAs medlemmer oplever, at antallet af opgaver er blevet større eller meget større inden for de seneste to år. Det viser en arbejdsmiljøundersøgelse blandt mere end 3.000 FOA-medlemmer – deriblandt sosu’er, rengøringspersonale og pædagogmedhjælpere.

Samtidig fremhæver 39 procent fremhæver, at arbejdet ’altid’ eller ’ofte’ tager så meget energi, at det går ud over privatlivet. Og over halvdelen oplyser, at de føler sig stressede – langt hovedparten af dem fremhæver deres arbejde som den vigtigste stresskilde.

”Det pres, medlemmerne udsættes for i deres arbejde, er blevet for stort. Deres faglige stolthed er i spil, når de ikke kan yde den omsorg og service over for borgerne, som de er ansat til. Og det påvirker også arbejdsmiljøet. Vi ved, at konflikter og mobning hænger nøje sammen med arbejdspresset,” siger Charlotte Bredahl, der er arbejdsmiljøkonsulent i FOA.

Skadeligt for helbredet

Undersøgelsen viser samtidig, at to ud af tre FOA-medlemmer mindst en gang om ugen oplever, at bemandingen er så mangelfuld, at de ikke kan løse deres opgaver tilfredsstillende. Det stigende arbejdspres kan ifølge Peter Hasle, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, være direkte skadeligt for helbredet.

”Inden for visse grænser kan travlhed opleves som meningsfyldt. Men det kan påvirke trivsel og helbred negativt, hvis man over længere tid oplever, at man skal forlade borgeren, før opgaven er løst,” siger Peter Hasle.

Én af dem, der mærker påvirkningerne fra det høje arbejdspres, er 31-årige Kamilla Bredahl Olsen, som er pædagogisk assistent på en specialskole for syv 7-10-årige med et bredt spekter af handicaps. Stort set dagligt mangler der bemanding på grund af sygdom, omsorgsdage eller andet.

Man bliver kort for hovedet

”Når arbejdsdagen er slut, giver vi tit highfives til hinanden og siger ’vi klarede det, alle overlevede’. Men der kan også være dage, hvor man bliver lidt kort for hovedet og siger uoverlagte ting til kollegerne. Så er vi heldigvis gode til at sige ’undskyld’ bagefter,” siger Kamilla Bredahl Olsen.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Peter Hasle er arbejdsgiverens ansvar at prioritere opgaverne, når der er mangel på ressourcer.

”Det er klart arbejdsgiverens ansvar, at der er sammenhæng mellem krav, ressourcer og kontrol. Hvis der er ressourceproblemer, er det ledelsens ansvar at melde det ud til borgerne, så det ikke er den enkelte medarbejder, som står med aben, når borgeren har forventninger om mere hjælp,” siger Peter Hasle.

Det er ikke lykkedes at få Kommunernes Landsforenings vurdering af, hvordan arbejdsmiljøet bliver bedre.

Alenearbejde i månedsvis

Per Daniel Dalbjerg Jørgensen, 29 år, teknisk servicemedarbejder. Er ansat i Drift & Vedligehold og har plejehjem, børnehaver, skoler og kommunale bygninger som område.

”For tre år siden var vi 120 mand til at løse opgaverne, men efter to fyringsrunder er vi nu nede på godt 60 mand. Og vi var altid fem mand i bilen, når vi kørte ud om morgenen, nu er vi kun to. Min faste makker har tilmed været langtidssyg, så jeg har været alene i månedsvis. Vi har fået at vide, at vi skal ’tænke smartere’, men det er jo svært, når vi allerede har gjort det – og der i øvrigt er fravær på grund af sygdom og den slags to-tre gange om ugen. Og det er vanskeligt at planlægge, fordi vi skal prioritere akutte opgaver først, så de planer, jeg har for næste dags arbejde, kan sagtens ændres om morgenen. Det plager min faglige stolthed, at vi må slække på den tidligere servicestandard som tidligere. For eksempel vil jeg gerne holde ukrudtet nede og holde de grønne områder lækre, men det er der ikke tid til. Nogle gange sker det, at de ældre påtaler det og siger ’sådan var det ikke i gamle dage’. Tidligere påvirkede det mig, nu siger jeg, de skal ringe til mine chefer.”

Skidt for arbejdsmiljøet

Helle Aarøe, 44 år, husassistent, ældre- og plejecentret Stenhusbakken. Er også tillids- og arbejdsmiljørepræsentant.

”Jeg møder klokken 6.30, og min arbejdsdag starter med, at vi skal rengøre sygeplejeklinikken, fire modtagekøkkener, 17 toiletter og fællesarealerne. Vi skal være færdige klokken 10, så vi er klar til at lukke op i cafeen, hvor vi skal varme mad og rydde op. Alle opgaver er skal-opgaver, så der er ikke noget at rafle om. Pointen er bare, at for 10 år siden, var der 6 ansatte om opgaverne. Nu er – afhængigt af vagtplanen – to eller tre, og i ferierne skal vi klare det selv, og uanset at vi har et godt lille team, så har vi altså travlt. Det kan svært at holde toiletter og fællesarealer lige så rene og lækre, som vi gerne vil. Som tillidsvalgt holder jeg jo ekstra øje med, hvad der sker – og jeg har det ikke godt med at opleve kolleger have så travlt, at lunten bliver kort. Det er ikke godt for arbejdsmiljøet.”