Handikaphjælper: Brian skal selvfølgelig have et værdigt liv
Susanne Snitgaard er handikaphjælper for Brian Joensen, som er 52 år og lider af cerebral parese (spastiker). Hun sætter en ære i, at han lever så ‘normalt’ som muligt, og hun glæder sig over at deltage i aktiviteter og møder sammen med ham.
27. marts 2019
To faste fuldtidsansatte handikaphjælpere og en fleksjobber dækker døgnet ind og hjælper Brian Joensen 10-12 timer om dagen. Hjemmeplejen kommer sidst på aftenen.
Den handikappede er typisk selv arbejdsgiver for hjælperne, men Brian Joensen har hyret en privat virksomhed, DUOS, til at stå for det juridiske. Arbejdstiden planlægger han sammen med hjælperne.
Siden 1992 har Susanne Snitgaard arbejdet for Brian Joensen i flere omgange – og opgaven handler om at støtte ham i hans hverdag.