Ufaglært i fleksjob på plejehjem: Jeg elsker dem sgu
Desiree Ilsøe fik et fleksjob, da Furesø Kommune brugte puljepenge fra finansloven på at etablere fællesspisning for de ældre.
14. februar 2019
“Hvad så, skat? Må man få en nysser af dronningen?”
Desiree Ilsøe breder armene ud og smiler stort, da Jytte Frida Poulsen kommer ind i Ferskenhavens køkken. Hun krammer den ældre kvinde og hjælper hende hen til spisebordet, hvor Ole Reinert er i gang med at sætte turkisblå servietter i vinglassene.
Læs også: Millioner til bedre bemanding i ældreplejen samler støv
Det er torsdag, og der er fællesspisning i ældrebolig-klyngen Ferskenhaven i udkanten af Farum. Sådan har det været siden i sommer, da Furesø Kommune ansatte Desiree Ilsøe i et fleksjob til to gange om ugen at arrangere fællesspisning for husets beboere.Den midlertidige ansættelse er netop blevet fast på seks timer om ugen betalt af den pulje på 500 millioner kroner, der sidste år blev afsat på finansloven til at skabe bedre bemanding i ældreplejen.
Målet med den pulje er blandt andet at få deltidsansatte til at gå op i tid. Men da det endnu ikke er lykkedes i Furesø, har kommunen valgt at bruge puljen på nyansættelser og bedre planlægning, så medarbejderne har fået bedre tid hos borgerne.
“Jeg bliver så glad af at have med de her skønne mennesker at gøre. Jeg mødte dem første gang for seks måneder siden. Og jeg elsker dem sgu,” siger hun med et kæmpe smil, rækker ind over bordet og klemmer Oles hånd.
Han replicerer: “Det er så dejligt, når Desiree kommer. Hun er fantastisk. Så samles vi og hygger os.”
Mere end bare mad
Alle dukker op – også Elinor, Miriam, Eli på 109 år og Niels, der glæder sig til den
æblekage, som Desiree har bagt.
Hver især medbringer deres egen mad. Desiree smører rugbrødsmadder, varmer hakkebøffer og serverer vin, vand eller mælk. Nogle gange splejser de om at købe mad udefra. Og til foråret skal de grille på Oles lille kuglegrill i haven.
“En af beboerne døde for nyligt. Vi har arvet hendes havemøbler, så nu kan vi
komme ud i det blå med klipklapper på, ikke,” spørger Desiree Ilsøe husets beboere.
Hele bordet rundt glæder man sig til foråret. Så skal de have pølser og koteletter.
Desiree Ilsøe har flere planer: “Jeg vil have alle med ud at gå til sommer, ud at opleve
lidt. Og jeg vil gerne udbrede dette fleksjob-koncept til flere plejehjem.”