Sektorformand takker af: Mit hjertebarn har været uddannelse

Gina Liisborg, der har været formand for Kost- og Servicesektoren i FOA siden 2008, går på efterløn og stopper 6. august. Hun afløses af Pia Heidi Nielsen, FOA Sydsjælland. Jørgen True

Serviceassistentuddannelsen er den største sejr for den afgående formand for FOAs Kost- og Servicesektor, Gina Liisborg. Nu glæder hun sig til at gå på efterløn.

31. juli 2018

Ét emne fylder betydeligt mere end andre, når sektorformand Gina Liisborg ser tilbage på sin faglige karriere. Det er opfindelsen af serviceassistenterne – den uddannelse, der har gjort rengøringsmedarbejderne til en faglært gruppe af specialister. 

De første skridt blev taget i begyndelsen af 90’erne. Gina Liisborg var dengang formand for Husligt Arbejderforbund i Køge, og hun fik overbevist repræsentanter fra Roskilde Amt og Køge Kommune om fordelene ved, at tre overenskomstområder: husassistenter, rengøringsassistenter og portører blev samlet i en uddannelse, så den samme medarbejder kunne udføre flere funktioner. 

Læs også: Ny sektorformand: Højere løn og bedre uddannelse til medlemmer

Et forsøg blev sat i værk på Køge Sygehus. Det var en succes, og vejen for en ny uddannelse var skabt. I dag er serviceassistenterne efterspurgte på hospitalerne, i kommunerne og på private arbejdspladser. 

“Formålet var at skabe et fag, der giver medarbejderne et spændende arbejdsliv med afvekslende opgaver og dermed også forhindre nedslidning,” siger Gina Liisborg. 

Formålet var at skabe et fag, der giver medarbejderne et spændende arbejdsliv med afvekslende opgaver.

Gina Liisborg

Mere fokus på mad og hygiejne

Hun er også glad for, at hygiejne i den grad er kommet på dagsordenen de senere år. 

“Det har skabt en bevidsthed hos medarbejderne om, at deres indsats kan være med til at redde liv, fordi bekæmpelse af bakterier – både på hospitalerne og i ældreplejen – er så vigtig,” siger hun. 

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Offentlig bespisning, som mange af sektorens medlemmer beskæftiger sig med, har også fået større opmærksomhed. 

“Heldigvis, for mad er afgørende for alles sundhed og livsglæde, og det gælder ikke mindst for dem, der spiser på hospitaler, plejehjem og daginstitutioner. Og så er det dejligt, at de offentlige køkkener er i front med økologi. Det har udviklet både fagligheden og arbejdsglæden hos medarbejderne.”

Se sektorens historie

Gina Liisborg har taget initiativ til, at sektorens historie er skildret i dokumentarfilmen ‘Efter Marie’, og at alle faggruppernes arbejde beskrives i små film. 

Se videoen her.

Den 7. juni blev Gina Liisborgs afløser, Pia Heidi Nielsen, valgt på et årsmøde i sektoren. Den nye sektorforman kommer fra FOA Sydsjælland, hvor hun har været formand for Teknik-, Kost- og Servicesektoren siden 1. december 2006.