Karsten bygger fremtidens skoletoilet

Aldrig er der blevet vasket så grundigt hænder, som efter der blev installeret videoskærm over drengetoilettets håndvask, konstaterer teknisk serviceleder Karsten Mortensen. Niels Åge Skovbo

På Toppedalskolen i Løgstør har de lavet lydisolerede toiletter, der har tv-skærm med tegnefilm over vasken.

11. januar 2018

Toiletterne på Toppedalskolen lignede et stykke dansk designhistorie, med terrazzogulve, hvide klinker og cirka 55 år på bagen. Børnene syntes, de var ulækre, og der faldt også syrlige kommentarer fra forældrene, når der var arrangementer på skolen. 

Det var derfor uundgåeligt at skifte dem ud. I stedet for bare at lave nogle nye standardtoiletter tog teknisk serviceleder Karsten Mortensen fat i en udviklingsmand hos Vesterhimmerland kommune, som han vidste var interesseret i at lave toiletter i særklasse. 

Herefter gik arbejdet i gang i et tæt samarbejde mellem skoleledelsen, rengøringspersonalet, kommunen, og Karsten Mortensen, der sad med til koordineringsmøder og havde kontakt til håndværkerne. 

“Der var ikke noget, der var bestemt fra start. Der var ikke en tegning eller præcise beskrivelser over, hvad de skulle gøre, så mange af tingene er blevet bygget på hen ad vejen. Så der er gået meget tid med at tale med håndværkerne om det,” siger Karsten Madsen.

Toilet-tv

I midten af oktober stod toiletterne færdige. De er gennemarbejdede til mindste detalje, så børnene føler sig trygge og komfortable, når de bruger dem. 

Der er en rar belysning, en god udluftning, og 15 centimeter tykke vægge mellem båsene, så man ikke kan høre, hvad der foregår inde ved siden af. Over håndvasken er der en skærm, der viser tegnefilm med et budskab om, at de skal huske at vaske hænder.

Toilettet er lavet af lækkert materiale, der er let at gøre rent, så det ikke kommer til at lugte af tis, selvom det bliver brugt flittigt. 

Flere gør det samme 

Ifølge Rådet for Bedre Hygiejne vælger man flere steder i landet Lamborghini-løsningen, når de gamle toiletter skal skiftes ud. Skal det lykkes, er god dialog med alle involverede nødvendig, især med kommunen, mener Karsten Mortensen. 

“Vores mand på kommunen har trukket et stort læs. Han har trukket i tråde og kaldt sammen til møder,” siger Karsten Mortensen. 

Og det ser ud til, at toiletterne virker efter hensigten. I hvert fald er der aldrig tidligere blevet brugt så meget håndpapir på Toppedalskolen, som der bliver nu.