Sikkerheden halter fortsat i psykiatrien

Især alenearbejde er et stort problem i psykiatrien. Det fører til påbud fra Arbejdstilsynet. Colourbox

Arbejdstilsynet kritiserer på ny sikkerheden på flere psykiatriske afdelinger.

08. januar 2016

Som Fagbladet FOA tidligere har afdækket, har det i årevis haltet med sikkerheden flere steder i psykiatrien. At det fortsat står skidt til på flere centre, bekræfter en aktindsigt, som DR P4 København har fået i Arbejdstilsynets seneste tilsynsrapporter.
 
I alt har tilsynet uddelt to strakspåbud samt seks påbud til seks psykiatriske centre i hovedstadsområdet, hvoraf hovedparten omhandler sikkerheden, fortæller P4 København.
 
Arbejdstilsynet kritiserer, at personale ofte arbejde alene med patienter, som man ikke bør være alene med. Samtidig er deres mulighed for at tilkalde hjælp til tider utilstrækkelig.
 

Akut behov for handleplan

”Det er fuldstændig uacceptabelt. Der bør altid foretages en risikovurdering, og hvis der er risiko for vold, skal man ikke arbejde alene. Længere er den ikke,” lyder kritikken fra arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredal til Fagbladet FOA.
 
Læs også: Sikkerhed for dårlig på døgninstitutioner
 
Charlotte Bredal påpeger, at der er akut behov for en national handleplan, som skal styrke sikkerheden i psykiatrien. En handleplan, hvis nødvendighed FOA i flere år har forsøgt at overbevise politikerne om. Første gang efter en episode, der førte til et drab i 2013 på et psykiatrisk bosted.
 

Kortlægning på vej

”Problemet er aldrig blevet taget alvorligt fra politisk side. Der har været forskellige små-tiltag, men de grundlæggende problematikker er der ikke gjort noget ved,” mener Charlotte Bredal.
 
Over for P4 København fortæller socialminister Karen Ellemann, at man har igangsat en kortlægning af regler og indsatser på området, som ligger klar om en måned. En indsats, som Charlotte Bredal hilser velkommen.
 
”Men det er absurd, at der skal lig på bordet, før politikere tager det alvorligt. Problemstillingen har været kendt i minimum 10 år,” konstaterer hun.