Serviceassistenter aflaster nu social- og sundhedsassistenter på hårdt presset fødegang
På Herlev Hospitals fødeafdeling er arbejdstempoet højt, og det har resulteret i, at mange nyansatte social- og sundhedsassistenter hurtigt har sagt op igen. Et hold serviceassistenter aflaster nu ved at løse praktiske opgaver.
14. april 2021
”Der bliver ansat cirka tre nye social- og sundhedsassistenter hver måned, men folk falder fra. Inden måneden er omme, er to af dem væk igen. Det er virkelig svært.”
Sådan fortæller social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant Mette Pedersen om rekrutteringsudfordringerne på hendes arbejdsplads på fødeafdelingen på Herlev Hospital.
Fødeafsnittet i Herlev har været meget i medierne i den seneste tid, hvor DR har kunnet fortælle, hvordan jordemødre bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset, og at fødende er blevet sendt i taxa videre til andre sygehuse på grund af pladsmangel.
Fødegangen har også fået påbud af Arbejdstilsynet på grund af arbejdspresset på jordemødrene, som tilsynet mener truer deres sundhed. Senest i februar 2021 er fødegangen blevet truet af Arbejdstilsynet med en politianmeldelse, hvis de ikke får nedbragt den travlhed og det arbejdspres, der er grundlag for påbuddene.
Patienten i centrum
Også social- og sundhedsassistenterne har mærket arbejdspresset, og derfor har det været svært at fastholde nyansatte.
”I gamle dage var fødegangen et drømmejob for mange social- og sundhedsassistenter, og var man først blevet ansat, blev man her hele livet. Sådan er det ikke længere. Vi gør alt, hvad vi kan for at få folk til at blive, men det er virkelig svært. De rejser igen på grund af travlhed og på grund af de mange skæve weekend- og nattevagter,” siger Mette Pedersen, som har været ansat på fødegangen 15 år.
Derfor blev der 1. marts i år ansat det første hold af serviceassistenter på fødeafdelingen for at aflaste social- og sundhedsassistenterne med praktiske opgaver. De gør rent efter fødslerne, reder stuerne op til den næste fødende og sørger for et lille tillykke-bord til forældrene.
”De står for alt det praktiske, som får fødegangen til at køre. Det er så dejligt, og jeg kan absolut mærke en forskel. Det giver mig en bedre arbejdsdag, for nu laver jeg det, jeg er uddannet til. Mine opgaver er nu 100 procent patientrelaterede, og jeg har patienten i centrum. Det giver mig en større faglig tilfredshed,” fortæller Mette Pedersen.
”Jeg håber virkelig, at det nu kan være med til at få nyansatte social- og sundhedsassistenter til at blive. Man glemmer let, at social- og sundhedsassistenter spiller en kæmpe rolle sammen med jordemoderen ved fødslerne. Og vi kommer også til at spille en stor rolle i fremtiden,” siger hun.
Hospitalsvicedirektør: Serviceassistenter giver ro til kerneopgaven
Hos ledelsen på Herlev Hospital er fordelingen af opgaver mellem faggrupper et stort fokusområde netop nu. Det fortæller vicedirektør, Rene Priess:
”Vi er optaget af, hvordan vi bruger vores kræfter rigtigt. Vi vil gerne have ro om kerneopgaven. Det, jordemødre og social- og sundhedsassistenter nogle gange ender med at have for travlt med på fødegangen, er at klare de driftsmæssige opgaver, som fylder i en almindelig hverdag. Det vil vi gerne friholde dem fra, og derfor har vi ansat serviceassistenterne,” siger han.
Det er netop blevet aftalt, at der skal være serviceassistenter på arbejde på fødegangen alle døgnets timer til at tage sig af de praktiske opgaver. I maj måned skal fødegangen evaluere ordningen, men allerede nu er tilbagemeldingerne gode, fortæller Rene Priess, vicedirektør på Herlev Hospital.