Sådan beskytter du dig selv mod digital chikane

Her er et modelfoto af en kvinde, der får hjælp til sin IPad. IPads, iPhones og sociale medier er blevet en stor del af vores hverdag, og de er kommet for at blive. Derfor skal vi selvfølgelig lære hinanden om teknikken – men også om den gode adfærd. IStockfoto

Upassende billeder eller skældsord i indbakken kan være hverdagen for offentligt ansatte rundt omkring i Danmark. Her er en guide til, hvordan du håndterer digital chikane på arbejdspladsen.

18. oktober 2023

Det er en ubehagelig oplevelse at blive hængt ud på nettet, især når man blot udfører sit arbejde. Flere fagforbund, herunder FOA, har af den årsag underskrevet et fælles brev, hvor de kræver politisk handling for at beskytte offentligt ansatte online.

Her er nogle gode råd til at forebygge digital chikane, og hvad du skal gøre, hvis skaden allerede er sket, både som medarbejder eller leder.

  1. 1

    Orienter dig i de lokale retningslinjer

    Din arbejdsgiver har pligt til at sikre et trygt arbejdsmiljø uden chikane.

    Mange arbejdspladser har lokale retningslinjer for brug af sociale medier som Facebook, Twitter eller Instagram og brug af arbejdsmobiltelefoner. Generelt er det en god idé at adskille dit privatliv og dit arbejdsliv på sociale medier. Undgå at skrive om borgerne og blive ”venner” med dem online.

  2. 2

    Snak om det på arbejdspladsen

    Ved at tale om digital chikane på arbejdspladsen skaber man en kultur, hvor man åbent kan dele sine bekymringer. Derved gør man det til et arbejdsmiljøproblem i stedet for et problem for den enkelte ansatte. Ved at tale om det, får I også en bedre idé om omfang og karakteren af den digitale chikane.

  3. 3

    Udpeg en kontaktperson

    Foreslå ledelsen, at I udpeger en IT kyndig person på arbejdspladsen, der er fortrolig med digital chikane. Denne person kan holde øje med situationen på arbejdspladsen og måske se mønstre i chikanerne, genkende afsendere eller identificere anonyme.

  4. 4

    Tag et screenshot af chikanen

    Det er vigtigt, at du kan dokumentere chikanen, så et godt råd er at tage skærmbilleder med det samme, du ser det.

  5. 5

    Kontakt din nærmeste leder

    Hvis du finder noget ubehageligt om dig selv på nettet, kontakt din leder og/eller arbejdsmiljørepræsentant. De kan rådgive dig og vurdere behovet for støtte for lige præcis din situation. De kan også hjælpe med at få fjernet krænkende materiale og bistå ved eventuelle møder eller retssager.

  6. 6

    Meld det!

    Når man oplever digital chikane, er det vigtigt at få det meldt som en arbejdsskade eller politianmelde krænkeren. Din leder skal vurdere omfanget, og hvis nødvendigt, politianmelde chikanen, hvis den overtræder loven. Din leder kan også anmelde det som en arbejdsskade til forsikringen, hvis det vurderes nødvendigt.