Kommer igen og igen: 2.100 anmelder hvert år tilfælde af håndeksem

Håndeksem kan være meget generende, så det gælder om at forebygge. Colourbox

Hyppig kontakt med vand, sæbe og andre hudirriterende stoffer øger risikoen for at få håndeksem. Og hvis du har haft børneeksem, er du ekstra udsat.

09. november 2023

De seneste år er der blevet anmeldt mellem 2.100 og 2.500 tilfælde af håndeksem om året til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Af de sager, der bliver sendt til AES, er det hver sjette, som anderkendes som arbejdsskade.

Eksemet giver i starten tørre hænder med kløe og rødme. I næste fase ses knopper, blærer, revner og sår. Håndeksem klør, men det kan også svie og give brændende smerter.

Hvis du får vedvarende eksem på hænderne, bør du gå til læge og blive henvist til en speciallæge i hudsygdomme. Er der mistanke om, at eksemet skyldes arbejdet, skal lægen anmelde det som en arbejdsskade til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Du kan også blive henvist til en arbejdsmedicinsk klinik for at få afklaret, om sygdommen skyldes belastninger i dit arbejde.

Din arbejdsmiljørepræsentant kan tage initiativ til, at I forebygger tilfælde i fremtiden.

Følgerne kan være alvorlige

Nattesøvnen kan ødelægges af den intense hudkløe. Når det er værst, kan man have svært ved hverdagens gøremål. For eksempel kan det være et problem blot at skrue låget af mælkekartonen. Man kan blive sygemeldt, og man kan blive nødt til at søge job i en anden branche.

Håndeksem kan behandles med fugtighedscremer, hormoncremer, lysbehandling og i særligt svære tilfælde med medicin, der indvirker på immun-systemet.

Så det kan sagtens lykkes at komme af med sin håndeksem, men det kommer igen, hvis man ikke ændrer adfærd. Og oveni bliver det sværere at komme over, for hver gang man får sygdommen. I værste fald kan håndeksem udvikle sig til en kronisk tilstand.

Pas på dine hænder – 10 gode råd

  1. 1

    Brug altid beskyttelseshandsker, når du har vådt eller snavset arbejde.

  2. 2

    Brug handsker, når det er nødvendigt, men i så kort tid som muligt.

  3. 3

    Handskerne skal være hele, rene og tørre indeni.

  4. 4

    Hvis du bruger latexhandsker, skal de være uden pudder.

  5. 5

    Brug bomuldshandsker under beskyttelseshandskerne, hvis du bruger dem mere end 10 minutter.

  6. 6

    Bær ikke fingerringe eller armbåndsur på arbejde.

  7. 7

    Vask hænderne i køligt vand og skyl og tør dem godt efter vask.

  8. 8

    Du kan bruge hånddesinfektion med alkohol og glycerol i stedet for at vaske hænderne. Men kun hvis hænderne er tørre og uden synlig forurening.

  9. 9

    Brug fugtighedscreme i pauser, efter arbejde og om natten. Det hjælper også, når huden er irriteret eller med eksem.

  10. 10

    Pas også på dine hænder i fritiden: Brug handsker ved vådt arbejde derhjemme, arbejdshandsker ved havearbejde og varme handsker udendørs om vinteren.

Hvad er vådt arbejde?

Hyppig håndvask: Mindst 20 gange dagligt.

Våde hænder: Mindst 2 timer dagligt.

Kilder: godtarbejdsmiljo.dk, Videncenter for Allergi og Astma-Allergi Danmark