Forslag: Beskyt senfølgeramte mod fyring med hjælpepakke

30-årige social- og sundhedshjælper Aske Zeberg var ansat hos hjemmeplejen i Odense Kommune, hvor han før jul blev smittet med coronavirus. Få uger efter at han på opfordring fra senfølgeklinikken sygemeldte sig, ringede hans leder og 'tilbød' ham en fratrædelse. "Det, synes jeg ikke, man kan være bekendt," siger Aske Zeberg. Heidi Lundsgaard

Medarbejdere, der har senfølger efter smitte med coronavirus og som derfor er sygemeldte, bør ikke fyres, mener sundhedsordfører fra DF, Liselott Blixt. Hun vil have regeringen til at afsætte en økonomisk 'hjælpepakke' til kommuner og regioner, så de kan beholde sygemeldte frontpersonaler længere.

19. august 2021

Arbejdsgivere bør give frontpersonale længere snor ved en sygemelding med coronasenfølger end normalt. Det mener sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti, Liselott Blixt. 

Hun vil derfor stille forslag om, at regeringen afsætter ekstra midler til kommuner og regioner, så de ikke bliver nødt til af økonomiske årsager at fyre frontpersonaler, som er sygemeldte med senfølger.

”Man har givet milliarder og atter milliarder til erhvervslivet og alt muligt andet, så det mindste må være, at man også kan støtte vores personale. Derfor mener jeg, at regeringen har et ansvar, som den ikke bare kan skyde over til kommuner og regioner,” siger Liselott Blixt (DF).

Hun peger på, at der ved en sygemelding på baggrund af senfølger efter coronavirus bør være nogle andre procedurer end ved normale sygemeldinger fra jobbet.

”Det her har været en ny indsats. Vi kender ikke nok til senfølgerne, og derfor mener jeg også, at man skal have længere snor. Man skal ikke have livslang ansættelse, men man bør gøre en ekstraordinær indsats,” siger Liselott Blixt.

Minister: Almindelige regler gælder for senfølgeramte

Hun har stillet et §20-spørgsmål til sundhedsminister, Magnus Heunicke (S) for at få svar på, om det er rimeligt, at ansatte, der har stået i front og hjulpet de syge, risikerer en fyreseddel, hvis de selv bliver smittet og får senfølger. Til det svarer ministeren blandt andet:

”Vores sundhedspersonale har udvist en helt ekstraordinær indsats for vores samfund i forbindelse med coronaepidemien, og det skylder vi dem en kæmpe tak for. Det virker derfor også uforståeligt for mig, hvis sundhedspersonale, der har stået i front og taget sig af coronapatienter, bliver fyret, fordi de er blevet smittet med covid-19 på arbejdspladsen og har fået senfølger,” skriver Magnus Heunicke (S). 

Dog henviser Magnus Heunicke og beskæftigelsesministeriet til, at sygefravær på grund af coronasmitte stadig følger de almindelige ansættelsesretlige regler. 

Fagbladet FOA har forsøgt at få et interview med sundhedsministeren om, hvordan han forholder sig til forslaget fra DF, men ministeriets presseafdeling henviser til det svar, ministeren har givet på Liselott Blixts §20-spørgsmål. 

FOA: Lad være at trykke så hurtigt på afskedigelsesknappen 

Hos FOA hilser man det nye forslag velkomment. Det fortæller Mona Striib, forbundsformand i FOA. 

”Det er rigtig fint, at der er politisk bevågenhed på problemet. Det er et signal til de offentlige og private arbejdsgivere om, at man ikke så hurtigt skal trykke på afskedigelsesknappen. Man skal prøve at fastholde og få aftaler om gradvis tilbagevenden,” siger hun.

Når en ansat får en arbejdsskade, har arbejdsgiveren en særlig forpligtelse til at fastholde medarbejderen, mener FOA. Og det gælder især, når det kommer til coronasenfølger, fordi man endnu ikke ved særlig meget om dem, siger Mona Striib.

”Jeg er fuldstændig enig i, at der bør gives længere snor. Bare det at få styr på senfølgeskaderne og finde ud af, hvordan man behandler dem, er noget, man først nu får erfaringer med. Det skal ikke komme den enkelte til skade, at det her stadig er nyt. Forhåbentligt bliver det sådan, at man hurtigt får afdækket, hvad der virker bedst, så man kan komme tilbage på fuld skrue,” siger hun.

Enhedslisten har desuden kaldt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om netop fyrede, senfølgeramte frontpersonaler i begyndelsen af september.