’18 år og sexet’ – sådan stod der på det skilt, borgeren købte til Cecilie
Et klap bagi eller en upassende kommentar. Mange ansatte i ældreplejen kender til grænseoverskridende adfærd fra borgere. Men er de bare ’gamle grise’, eller kan der ligge noget andet bag? I det nye afsnit af podcasten ’Færdigt Arbejde’ får du gode råd til at håndtere de dilemmaer, der kan opstå i mødet med borgernes seksuelle behov.
20. september 2023
Skal man sørge for seksuelle hjælpemidler – og gøre dem rent efter brug?
Og skal man bare finde sig i at blive rørt ved af en borger?
Ja til det første og nej til det sidste vil være de korte svar fra sygeplejerske Maria Pedersen, der er master i sexologi og medforfatter til bogen ’Seksuel sundhed og omsorg’, der udkommer 29. september.
Hun medvirker i det nye afsnit af Fagbladet FOAs podcast ’Færdigt Arbejde’, som denne gang handler om plejepersonalets møde med borgernes seksualitet.
Skal turde tage snakken
Maria Pedersen brænder for at formidle sin viden om, hvordan professionelle kan være en afgørende hjælp, når man som ældre eller svækket har brug for hjælp til at udleve sin seksualitet. Hendes erfaring er, at det er et tabubelagt emne, som ikke bliver diskuteret i personalegruppen på samme måde som for eksempel diabetes og sårpleje.
”Ofte taler vi først om borgernes seksualitet, når den er blevet et problem, fordi det har ført til krænkende adfærd. Min kæphest er, at vi skal turde tage den snak i personalegruppen og med borgerne, før den bliver til et problem,” siger hun.
I podcasten medvirker også Cecilie Vilhelmsen, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Tårnby Kommune, og som har oplevet flere situationer af seksuel grænseoverskridende karakter.