De fleste kender situationen, hvor man står i Netto og lige tjekker sektionen med Spotvarer ud. Måske ender det ud i et køb, som ikke står på indkøbslisten, og som i øvrigt intet har med ingredienser til madlavningen at gøre. Hvis du kan genkende det scenarie, er du langt fra alene.
En ny analyse fra Dansk Industri viser nemlig, at vi i gennemsnit bruger 531 kroner på et impulskøb i en fysisk butik og 582 kroner på en webshop eller i en app. De spontane indkøb af eksempelvis tøj, sko og elektronik, kan altså være en af årsagerne til, at du ikke har mange penge sidst på måneden. Her guider vi dig i samarbejde med forfatter, jurist og indehaver af fællesskabet 'Minimalisme og købestop', Jane Ibsen Piper. Hun guider dig til, hvordan du kan blive mere bevidst over, hvor du kan spare penge.