I den oprindelige artikel stod der, at det var 6 ud af 10 af de ikke-uddannede, der havde oplevet uønsket seksuel adfærd. Det var en fejl. Det er 4 ud af 10. Fejlen er nu rettet.
4 ud af 10 af de ikke-uddannede social- og sundhedsansatte i Københavns Kommune har indenfor det seneste år oplevet uønsket seksuel adfærd på arbejdspladsen.
Det er dermed den faggruppe i hele kommunen, der er mest udsat for uønsket seksuel adfærd på arbejdspladsen.
Generelt set er det især medarbejdere med borgerkontakt, der oplever uønsket adfærd af seksuel karakter. For social- og sundhedsassistenter svarer 29 procent, at de har oplevet det mindst én gang indenfor det seneste år. For social- og sundhedshjælpere er det hver fjerde.
Af alle ansatte i kommunen har 16 procent oplevet sexistisk kultur eller uønsket adfærd af seksuel karakter indenfor det seneste år. Social- og sundhedspersonale ligger altså langt over gennemsnittet.
Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF), fortæller til Fagbladet FOA, at hun tager undersøgelsens resultater alvorligt.
”Vores medarbejdere skal kunne gå på arbejde uden at bekymre sig om at blive udsat for sexisme eller krænkende adfærd. Det er der desværre stadig mange, som ikke kan, og det viser de nye resultater også,” siger Sisse Marie Welling.
Ingen forbedringer på området
Undersøgelsen er en opfølgning fra sidste år, hvor Københavns Kommune for første gang undersøgte omfanget af sexistisk kultur og adfærd på deres arbejdspladser. Der er dog ikke sket de store forbedringer på området siden sidst. Faktisk viser en sammenligning, at tallene for både social- og sundhedshjælpere og sosu-personale uden uddannelse er steget.
Det ærgrer borgmesteren:
”Selv om vi har sat flere initiativer i gang, tager det tid at ændre kultur og adfærd. Det gælder både på den enkelte arbejdsplads, hvor vi som arbejdsgivere er ansvarlige. Men det gælder også i samfundet som helhed, hvor vi alle sammen bærer et ansvar. Og her synes jeg, det er værd at bemærke, at to tredjedele af hændelserne mod mine medarbejdere kommer fra eksterne, for eksempel borgere og pårørende. Og her har vi en særlig udfordring i forhold til ældre med demens,” siger Sisse Marie Welling.
- Hvordan vil I så arbejde på at nedbringe antallet af seksuelle krænkelser for social- og sundhedspersonale?
”Vi er i fuld gang. Vi følger op på undersøgelsens resultater lokalt på de enkelte arbejdspladser, og er der brug for det, kan man få hjælp til opfølgning og indsatser. Derudover har vi oprettet ’Enhed for anonym håndtering af seksuel chikane og sexisme’, hvor medarbejdere og ledere i min forvaltning kan få rådgivning.”
Uddannelse kan være med til at forebygge
Hos FOA er sektorformand Tanja Nielsen overrasket over tallene fra undersøgelsen:
”Det er ekstra bekymrende, at der er så mange af de uuddannede, som oplever seksuelle krænkelser på deres arbejde. Det er nemlig arbejdsgiverens pligt at forebygge, så man ikke udsættes for krænkelser. Ligesom det er deres opgave at sikre, at medarbejderne har de faglige værktøjer, der skal til, for at man er godt klædt på til at håndtere og forebygge krænkende adfærd,” siger Tanja Nielsen.
I 2019 lavede FOA en landsdækkende undersøgelse om seksuel chikane på arbejdspladsen. Undersøgelsen viste, at 23 procent af medlemmerne i Social- og Sundhedssektoren havde oplevet seksuel chikane. Det var mere end fem gange så ofte som i de øvrige sektorer.