Standardfradraget for dagplejere forhøjes midlertidigt fra 60 procent til 68 procent i hele 2023. Virkningen for den enkelte dagplejer af en forhøjelse af fradraget fra 60 procent til 68 procent afhænger af vederlaget for dagplejeren.
Hvis vederlaget (efter fradrag af arbejdsmarkeds- og ATP-bidrag) for eksempel udgør 300.000 kroner årligt, så udgør fradraget – altså den del af vederlaget, som man ikke skal betale skat af – med den gældende sats på 60 procent 180.000 kroner. En forøgelse til 68 procent vil i dette eksempel betyde, at det er 204.000 ud af vederlaget på 300.000 kroner, som der ikke skal betales skat af. På bundlinjen betyder det cirka 6.500 kroner mere udbetalt på et år.
Kilde: Skatteministeriet og Skattestyrelsen