Et barn med autisme gik i dagtilbud i to år, før det fik støttetimer. En anden institution søgte om hjælp til et barn med mulig autisme, men var et halvt år senere i tvivl, om det kunne nås før skolestart. Ventetiden er meget lang, konkluderer en tredje leder i undersøgelsen ’Daginstitutionernes Hverdag’, som Bureau 2000 har lavet for FOA.
Her vurderer mere end hver anden medarbejder i dagtilbud, at der går alt for lang tid, fra mistrivsel hos et barn observeres, til man får rådgivning. Det samme gælder 40 procent af lederne.
Og det lyder foruroligende, siger adjunkt ved Aalborg Universitet Rolf Hvidtfeldt, der er medforsker på en rapport om samarbejdet mellem dagtilbud og PPR. I to år fulgte han og Anja Stanek fra Syddansk Universitet hele forløbet omkring fire børn, hvor de gennemgik alle dokumenter og fulgte den rådgivning og de interaktioner, der var i forløbet omkring børnene, samt lavede et hav af interviews.
”Vi observerede, at når man som pædagog har rakt ud efter hjælp, så går man nogle gange i venteposition. Man sætter indsatsen på pause,” siger Rolf Hvidtfeldt, der er forsigtig med at generalisere ud fra forskernes enkeltobservationer fra de fire sager i tre kommuner.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
Et år er lang tid
Alligevel er han ikke overrasket over tallene.
”Det går ud over børnene at vente, det er der ingen tvivl om. At vente et år, når man går i børnehave er rigtig lang tid, og spørgsmålet er, hvad der sker i mellemtiden. Vi så børn, der ikke fik den opmærksomhed, de havde brug for. Børnene prøvede selv at få relationer og samvær, men deres udvikling og udviklingspotentiale blev overset. For eksempel blev de ikke inkluderet på lige fod i samlinger, fordi man ventede på hjælp udefra. Det sker i især i tilfælde af, hvor medarbejderne ikke selv ved, hvad de skal gøre,” siger Rolf Hvidtfeldt, der mener, at det er naturligt nok, at man parkerer problemerne, mens man venter på hjælp i stedet for at sætte forskellige indsatser i gang, som risikerer at blive afbrudt, når ’den rigtige hjælp’ kommer.
”Vi så pædagoger, der forventede, at PPR og systemet kunne løse problemerne, men det var ikke altid tilfældet. Nogle gange kom hjælpen ikke. Andre gange gik der et stort maskineri i gang, hvor børnene fik forskellige svar, alt efter hvor de var i systemet, og man fik sjældent noget, man kunne handle på. Det eneste, man vidste med sikkerhed var, at barnet har det svært,” siger Rolf Hvidtfeldt, der har svært ved at se, at det nuværende system kan løse det.
”Man har skruet et system sammen, hvor man forventer, at psykologer fra PPR, der måske møder børnene to gange en halv til en hel time, skal vurdere, hvad der skal til for at barnet kommer i trivsel og hvad der skal til for at hjælpe.”
Læs også: Coronaregler i dagtilbud: Sådan giver du børnene tryghed
Problemer kunne undgås
Også Eva Secher Mathiassen, formand for Dansk Psykolog Forening, kalder situationen alvorlig.
”For et barn er uger, måneder og nogle gange år virkelig lang tid, og vi ved, at der er en tæt sammenhæng mellem at have det svært som barn og få det svært som voksen. Der er behov for at sætte ind, så snart et barns udvikling er på spil. Ellers kan det udvikle sig til at blive værre.”
Det gælder både i forhold til udvikling af psykiske lidelser, men også i forhold til at få hjælp til de sociale og personlige kompetencer som for eksempel følelsesregulering og behovsudsættelse, som børn skal udvikle for at kunne indgå hensigtsmæssigt i børnefællesskaber, understreger Eva Secher Mathiassen.
”Psykologerne ser, at deres ventetid er eksploderet, og 78 procent af dem svarer i vores egen seneste undersøgelse af PPR-området, at de overhovedet ikke er nok til at løfte denne her opgave. Det betyder, at der er børn, der ikke får den hjælp, de har behov for, og som risikerer at udvikle problemstillinger, vi kunne have undgået. Det er meget alvorligt.”
Læs også: Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA
Direkte kontakt til ressourceteamet
I Børnehuset på Peder Lykkes Vej, der ligger tæt på de sociale boligbyggerier i Urbanplanen på Amager i København, har man oplevet, hvor stor en forskel det gør, at få hjælpen hurtigt. Her kan pædagogerne selv ringe op til kommunens ressourceteam, når de er i tvivl eller har en bekymring omkring et barn.
”På den måde kommer hjælpen hurtigt frem til barnet, forældrene og til os, netop fordi vi selv kan tage kontakt,” siger Diana Vendelborg, der er pædagog i børnehuset og husker en situation, hvor de ringede til ressourceteamet, der består af psykologer, ergoterapeuter, tale-høreterapeuter, sundhedsplejersker og socialrådgivere. Inden for en uge havde pædagogerne kontakt med en psykolog om et barn, de havde en bekymring for. Og ugen efter det, sad psykologen allerede og observerede på stuen.
”Det gør en kæmpe forskel for barnet, at vi alle får en større forståelse og viden, for eksempel om hvad et barn med ADHD har brug for. At en pause midt på dagen er nødvendig, også selv om barnet ikke selv giver udtryk for det. Det gør, at barnet får mere overskud til venner og færre konflikter, og det betyder rigtig meget,” siger hun og nævner, at det nogle gange er små ting, der kan gøre ting meget lettere.
”Spørgsmål som: ’har I overvejet at flytte stolene eller prøvet at tiltale barnet på en anden måde’ kan gøre en stor forskel,” siger hun og husker tilbage på et andet barn, der startede sent i børnehaven. Først der blev det klart, at barnet havde autisme.
”Vi fik helt konkret hjælp, for eksempel at vi skulle huske at være meget tydeligere i både sprog og kropssprog, end vi var vant til. Den viden forebygger også afmagt hos os, fordi vi ved, hvad vi skal gøre med barnet.”
Et blik udefra hjælper
Og den hurtige hjælp mindsker da også risikoen for at noget udvikler sig på en uhensigtsmæssig måde for det enkelte barn, understreger børnehuset pædagogiske leder Jens Gummesen.
”Det er altid en afvejning, for vi ser jo også børn, der i en periode kan være i en svær udvikling, og tre måneder senere går det meget bedre. Men grundprincippet er, at jo tidligere, vi sætter ind, jo bedre.”
For det gælder om at få hjælp og støtte, inden barnet skal i skole, hvor der er færre medarbejdere, og barnet risikerer at få en dårlig skolestart.
”Der har heldigvis været en kulturændring i samfundet i de seneste 20 år, så vi har indskærpet fokus på tidlig indsats. I dag ser vi på miljøet omkring det enkelte barn – er der noget i de fysiske rammer, organisering eller tilgangen til det enkelte barn, der kunne gøre anderledes? Og netop det kan være svært at gøre, når man selv som pædagog er en del af det. Uanset hvor dygtig man er,” siger han og nævner socialrådgiverne, der står til rådighed for familier, der har brug for hjælp og støtte. Eller tale-hørekonsulenterne, der relativt hurtigt er klar til at rykke ud.
”Vi oplever en stigende tendens i forhold til mængden af børn, der har en form for udsat position. Og når det gælder støttepædagoger eller specialpladser oplever vi stadig et pres, når et barn har brug for at være én-til-én med en pædagog. Så er tre støttetimer om ugen bare ikke nok.”
Og når det gælder eksempelvis specialpladser, kan ventetiden stadig være lang, siger Diana Vendelborg.
”Jeg har selv arbejdet i en kommune, hvor der var rigtig lang vej til hjælp. Her måtte jeg en enkelt gang gå tilbage til forældrene og sige, at de hellere måtte opsøge egen læge og gå den vej, og det var virkelig ikke sjovt. Her har vi selv kontakten, og det gør en verden til forskel. Jeg har selv lært rigtig meget af de fagpersoner, vi får ind i huset. Det gavner virkelig os alle sammen.”
Børnefællesskab og familieintervention
Det er afgørende, at barnet får den rette hjælp, forklarer Eva Secher Mathiasen og understreger, at for de børn, der ikke skal i psykiatrien, er børnefællesskabet og familieintervention vigtige indsatsområder.
”Derfor er det vigtigt, at PPR-psykologerne ikke bare placeres bag et skrivebord, men kommer ud i et tværfagligt samarbejde, hvor lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere og psykologer får gjort brug af de fælles fagligheder, man har.”
Og netop det, kniber det somme tider med, lyder det ifølge hende fra PPR-psykologerne.
”Nogle af dem fortæller, at de ofte løser opgaver, der ikke omhandler en direkte intervention for barnet. Det klassiske eksempel er, når de bliver bedt om at udarbejde en PPV, som krav for at få hjælp i psykiatrien. Også selv om psykologerne vurderer, at PPV’en ikke er det, barnet har mest behov for, at ressourcerne bliver brugt på. Børnene har ofte behov for, at psykologerne kommer ud i klasseværelset eller på stuen og arbejder med børnefællesskaber og rammerne for børnenes udvikling.”