Annonce

gitte newe sørensen lokalløn foto jørgen true

Tema: Lokalløn

Lokalløn: Gitte fik 27.500 kroner ekstra om året


Da Gitte Neve Sørensen skiftede jobbet som dagplejer ud med et job som husassistent, vidste hun godt, hun ville gå ned i løn. Men hun var ikke tilfreds med kommunens udspil.

Annonce

30 år med dagligt ansvar for en lille håndfuld børn har givet Gitte Neve Sørensen en masse erfaring, som hun blev honoreret for, da hun skiftede fra dagplejer til husassistent. Jørgen True

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Det var et ønske om at arbejde færre timer, der drev Gitte Neve Sørensen, da hun i februar 2022 forlod jobbet som dagplejer og skiftede til en stilling som husassistent – og i den forbindelse vekslede en arbejdsuge på 48 timer til en på 32 timer.

”Jeg var lige blevet 63 år og kunne godt mærke, at jeg havde for mange timer. Men jeg havde ikke lyst til at stoppe, så det var perfekt, at den her mulighed dukkede op,” siger Gitte Neve Sørensen, som netop har rundet det første år som køkkenmedarbejder i Børnehuset Solsikken i Smørum i Nordsjælland.

Hun søgte ikke jobbet, men blev nærmest headhuntet af Solsikkens leder, som vidste, at hun var på udkig efter noget andet. Og Børnehuset manglede i den grad en kompetent og stabil medarbejder til blandt andet at bestille og anrette mad til de 80 børn.

”Efter bare en halv times samtale var lederen klar til at ansætte mig. Og det gjorde ikke noget, hvis jeg kunne starte med det samme,” mindes Gitte Neve Sørensen om det første møde i Solsikken.

Tjek lokallønnen i din kommune eller region

Fagbladet FOA sætter på ny fokus på FOA-medlemmernes lokalløn. Ved at klikke her, kan du blandt andet se, hvor lokallønnen er størst og mindst for FOAs største faggrupper – og sammenligne med din egen kommune eller region.
+

30 års erfaring med børn 

Her talte de både om mødetider og opgaver. Men lønnen sprang de over. Den måtte Gitte Neve Sørensen aftale med Egedal Kommunes personalekontor.

”Jeg var godt klar over, at jeg ville gå ned i løn. Men det kom alligevel bag på mig, da kommunen fortalte, at jeg som nyansat husassistent skulle starte på mindstelønnen. Det var jeg ikke tilfreds med,” fortæller Gitte Neve Sørensen.

Læs også: Heidi vil løfte husassistenters lokalløn

Hun mente, at 30 års erfaring som dagplejer og en lang række kurser – blandt andet i madlavning – burde tælle i hendes favør.

Alt det lyttede kommunen til. I stedet for at starte med en månedsløn på cirka 20.700 kroner blev Gitte Neve Sørensen løftet syv løntrin og endte med en startløn på 23.000 kroner – eller sådan cirka 27.500 mere om året.

”Og det er jeg bestemt tilfreds med,” siger hun.

gitte newe sørensen lokalløn 2 foto jørgen true
Gitte Neve Sørensen fandt en god balance mellem et nyt arbejdsliv og en retfærdig løn. Jørgen True

Bistår alle nyansatte

Det var Louise Breck, faglig medarbejder i FOA Frederikssund, også, da hun så aftalen.

”Den er et fint eksempel på, at det er muligt at få en startløn, der tager hensyn til kvalifikationer og kompetencer,” siger Louise Breck.

De seneste år har FOA Frederikssund, der dækker Frederikssund, Egedal og Halsnæs Kommuner, systematiseret arbejdet med at forhandle lokalløn for alle medlemmer. Og i løbet af 2022 er det arbejde udvidet til, at afdelingen nu kontakter alle nyansatte på FOAs overenskomster for på den måde at sikre, at de rent faktisk honoreres for det, de har med i bagagen.

”Og indsatsen virker. Vi kan ikke alene se, at det via de lokale lønkroner er muligt at forhandle bedre lønninger hjem. Vi kan også se, at flere nyansatte melder sig ind i FOA, fordi vi kontakter dem med det samme og tilbyder vores assistance,” siger afdelingsformand Irene Buus.


”Det her jobskifte er det nok det bedste, jeg nogensinde har gjort. Arbejdstiden er fin, og jeg er stadig i daglig kontakt med børn,” siger Gitte Neve Sørensen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev