Annonce

skiltet

Kolleger til drabstiltalt sosu-hjælper: Helt usædvanligt med fire indlæggelser på én dag

En social- og sundhedsassistent, en pædagog, en social- og sundhedshjælper og centerchefen var blandt vidnerne mandag i Retten i Randers i sagen mod den 60-årige social- og sundhedshjælper fra Plejecenter Tirsdalen, som er tiltalt for drab og drabsforsøg på i alt fire beboere.

Annonce

De forurettedes pårørende på tilhørerpladserne i retten i dag mandag var tydeligt påvirkede af de ansattes vidneforklaringer. Ida Østerlund

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Det var søndag den 27. februar 2022, da en social- og sundhedsassistent – lad os kalde hende ’Signe’ – mødte på arbejde tidligt om morgenen på Plejecenter Tirsdalen. Aftenen forinden havde den nu drabstiltalte 60-årige social- og sundhedshjælper haft aftenvagt fra kl. 15 til kl. 23 på plejecentret.

Aftenvagten var, ifølge tiltaltes aftensvagtskollega, forløbet, som sådan en plejer. Men det skulle vise sig, at dagvagten dagen efter skulle blive helt usædvanlig.

Det forklarede de tre medarbejdere, der var på arbejde den dag, og som aflagde vidneforklaring i Retten i Randers mandag.

De fire forurettede beboere

I alt er tiltalte anklaget for ét drab og syv drabsforsøg på tre forskellige beboere på Plejecenter Tirsdalen. Du kan få et overblik over det her: 

Forurettede 1 - kvinde, 81 år

Drab: Får ifølge anklageskriftet 26. februar 2022 lægemidlet Baclofen, hvilket medfører, at hun er i livsfare og bliver indlagt på sygehuset. Hun afgår ved døden den 1. marts 2022.

Forurettede 2 - mand, 75 år

Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 26. februar 2022 lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medfører, at han er i livsfare og bliver indlagt på sygehuset, hvor han overlever.
Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 3. marts 2022 lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medfører, at han er i livsfare og bliver indlagt på sygehuset, hvor han overlever.

Forurettede 3 - mand, 81 år

Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 26. februar 2022 lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medfører, at han er i livsfare og bliver indlagt på sygehuset, hvor han overlever.
Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 2. marts 2022 lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medfører, at han er i livsfare og bliver indlagt på sygehuset, hvor han overlever.

Forurettede 4 - kvinde

Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 26. februar 2022 lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medfører, at hun er i en bevidsthedssvækket samt indlæggelseskrævende tilstand. Hun er ifølge erklæringer ikke i livsfare under denne indlæggelse.
Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 2. marts 2022 lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medfører, at hun i en bevidsthedssvækket samt indlæggelseskrævende tilstand kommer på hospitalet. Hun er ifølge erklæringer ikke i livsfare under denne indlæggelse.
Drabsforsøg: Får ifølge anklageskriftet 13. marts 2022 lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medfører, at hun er i livsfare og bliver indlagt på sygehuset. Hun overlever.

Kilder: Anklageskriftet og DR.dk
+
Social- og sundhedsassistenten ’Signe’ fik på sin dagvagt et opkald fra en socialpædagog, som varetager det samme som en social- og sundhedshjælper på Tirsdalen. Socialpædagogen var inde hos en 75-årig beboer på plejecentret. Vi kalder ham F2 – forurettet nummer to.

Socialpædagogen ringede, fordi F2 var ukontaktbar, og derfor ville hun have fat i ’Signe’, som er social- og sundhedsassistent.

Da ’Signe’ kom derned, kunne hun konstatere, at F2 ikke trak vejret regelmæssigt. Han havde hvid fråde om munden, og hun ringede derfor 112, som guidede hende gennem en hjerte-lungeredning.

”Som jeg hører det og tolker det, giver hun ham livet tilbage,” forklarede den tydeligt berørte socialpædagog om ’Signes’ indsat den 27. februar sidste år.

”Det er en dag, jeg vil bære resten af livet og aldrig nogensinde vil glemme,” sagde hun.

Den 75-årige mand, F2, overlevede.

Kort efter, at F2 var blevet hentet af ambulancen, mødte ’Signe’ en afløser, som havde været inde hos en 81-årig kvinde, som vi kalder F1 – forurettet nummer et.

F1 sov, og afløseren kunne ikke vække hende. Det plejer man godt at kunne, forklarede ’Signe’ i retten, så derfor gik hun ind til F1. Og ligesom F2 var F1 også ukontaktbar og reagerede ikke på smertestimuli.

Igen udførte ’Signe’ hjertemassage, som det blev anvist af alarmcentralen. Efterfølgende kom ambulancen og hentede F1.

Fire dage efter afgik den 81-årige kvinde, F1, ved døden.

Da ambulanceredderne var kørt væk med F1, gik ’Signe’ forbi en kvindelig beboers vindue. Beboeren kalder vi F4 – forurettet nummer fire.

Hun sad ikke i sin lænestol, som hun plejede, konstaterede ’Signe’. Derfor gik hun ind til kvinden, som lå i sin seng. Kvinden var ved bevidsthed, forklarede ’Signe’, som derfor forsøgte at tale til hende. Men kvinden kunne ikke svare. Derfor blev F4 indlagt via lægevagten.

Imens ’Signe’ var hos F4, ringede socialpædagogen igen. Nu var den gal hos en 81-årig mandlig beboer – vi kalder ham F3 – forurettet nummer tre.

Han trak vejret normalt, men var meget langt væk, forklarede ’Signe’ i retten. Igen ringede hun derfor 112, og ambulancen kom og hentede ham. F3 overlevede.

”Jeg har ikke prøvet sådan en vagt før,” sagde ’Signe’ i retten og kaldte det ’helt usædvanligt’, at fire beboere blev indlagt på én dag.

Læs også: Ville hun slå de ældre på plejecentret ihjel? Nu skal tidligere ansat for retten

Chef: ”Vi har et menneske, som vil gøre vores allermest sårbare ondt”
Også centerchef på Plejecenter Tirsdalen, Susanne Tvede, mener, at det er helt usædvanligt med fire indlæggelser på én dag. Hun har været i faget i 40 år – ti af dem som centerchef på Plejecenter Tirsdalen – og hun har aldrig oplevet det før. Det forklarede hun i retten mandag.

Hun fortalte, at både hun og de ansatte var chokerede og uforstående overfor de mange indlæggelser.

”Jeg tænkte noget, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle tænke. At vi har et menneske, som vil gøre vores allermest sårbare ondt,” sagde Susanne Tvede.

Centerchefen afviste desuden, at der skulle være rod i medicinen, som både tiltalte og tiltaltes mand tidligere har sagt. Susanne Tvede beskrev derudover sin tidligere ansatte, den tiltalte 60-årige social- og sundhedshjælper, som en mødestabil og imødekommende medarbejder, der var meget omsorgsfuld overfor beboerne.

Udover kollegerne og centerchefen vidnede også tiltaltes mand og den ledende overlæge på akutafdelingen på Regionshospitalet i Randers, Christian Skjærbæk. Det var overlægen, som alarmerede både politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi afdelingen havde fået påfaldende mange patienter fra Plejecenter Tirsdalen.

Den tiltalte nægter sig skyldig. Det forventes, at der falder dom i februar.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev